Liberalistisk Folkeparti

 

”[J]eg har brugt hele mit politiske liv til at kæmpe for, at vi ikke vurderede mennesker på hverken etnicitet og religion”.

”Jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde vil ‘spille det etniske kort’ som formand for SF”.

 - Villy Søvndal i Information d. 6/2

Således forsvarer Villy Søvndal sig, over for Informations udsendte medarbejder, mod diverse anklager om, at han skulle have udtalt sig forhastet om Holbergskolens planlagte café-møde for elevernes mødre – dvs. et møde hvor fædre er forment adgang.

Efter sigende har ledelsen ved Holbergskolen planlagt et møde, som skulle fremme både integrationen og kommunikationen med elevernes hjem, i og med at man kunne få kvinder i tale, som i de fleste andre sammenhænge ville holde sig tilbage og lade mændene føre ordet – eller slet og ret holde sig væk. Søvndal beklager, at han er offer for den misforståelse, at man skulle have indført kønsopdeling ved skolens regulære forældremøder – hvilket altså ikke er tilfældet, idet det planlagte møde er et selvstændigt initiativ, uafhængigt af det gængse forældremøde. Med forbehold for denne misforståelse siger Søvndal:

”Når det bliver sagt, at kvinder ikke kan deltage i et forældremøde, fordi de ikke må være sammen med andre mænd, så synes jeg, at det er et middelalderligt syn på forholdet mellem mænd og kvinder”.

En sådan holdning er Søvndal givetvis langtfra, blandt danskere, alene om. Det, man kan undre sig over, er det gennemgribende liberalistiske friheds- og lighedsbegreb, der synes at komme til udtryk i kritikken fra formanden for Socialistisk Folkeparti.

For lad os nu forestille os, bare for et øjeblik, at der faktisk var tale om kønsopdeling ved det klassiske, orienterende og beslutningsdygtige forældremøde. Det er selvfølgelig groft urealistisk; det er simpelthen for politisk ukorrekt til at kunne lade sig gøre, men alligevel ser det ud til at kunne betale sig for en partiformand at udtale sig om muligheden.

Altså, tankeeksperiment, sæt i værk:

Man konstaterer i skoleledelsen, at de fleste mødre af muslimsk baggrund ved forældremøderne enten forholder sig tavse eller overlader det til elevens fader overhovedet at dukke op til møderne. Man mistænker at denne tendens for en stor del har at gøre med tilstedeværelsen af mænd, og derfor beslutter man at holde to separate møder: et for mødre og et for fædre – eller måske endda det utænkeligt skævvredne: et for mødre og et for forældre af begge køn.

Hvad har man så gjort, ifølge Søvndal? Man er åbenbart gået ind på det omtalte ”middelalderlige syn på forholdet mellem mænd og kvinder”. Et knæfald for muslimsk kultur, som det hedder ifølge den generelle DF-retorik. Men hvad er alternativet? Hvis man fortsat holder sig til det almindelige, åbenbart Christiansborg-sanktionerede, dobbeltkønnede forældremøde, har man så ikke netop bragt dette middelalderlige syn til udfoldelse i praksis, idet resultatet jo bliver, at kvinderne tier stille eller bliver væk?

Villy Søvndal ønsker ytringsfrihed, kønslig ligestilling, oplysning, politisk indflydelse, råderet over egen krop, og alt muligt andet godt og demokratisk for disse kvinder. Og han under dem ikke disse goder ud fra deres køn, deres etnicitet, deres sociale baggrund, deres uddannelsesniveau, indkomst, religion eller andre kontingente faktorer, men ud fra deres menneskelighed slet og ret. Han vil ikke spille det etniske kort… Men helt ærligt, hvad er egentlig et menneske slet og ret?

For liberalismen – og åbenbart for Søvndal – er det en abstrakt enhed, der har det tilfælles med over 6 milliarder andre abstrakte enheder, at man blot, fra politisk hånd, skal give det præcis de samme principielle muligheder som disse over 6 milliarder andre; så vil denne abstrakte enhed blive til inkarnationen af de ønskede demokratiske goder.

Men er vores tilfælde med de muslimske mødre ikke et glimrende eksempel på, at abstrakte politiske rettigheder altid spiller sammen med en mængde specifikke sociale forhold? En abstrakt ytringsfrihed for eksempel, som der er politisk konsensus om, er vel ikke meget værd, hvis den alligevel sætter én i en konkret situation, som gør det socialt umuligt at udtale sig?

Dette er vel grunden til at socialismen, med dens materialistiske, marxistiske etc. baggrund, traditionelt har været overordentlig bevidst om, at hvis man vil have konkret lighed for konkrete mennesker, bliver man nødt til fra politisk hånd at tage højde for deres sociale forhold – og altså principielt gøre forskel på folk.

I denne uge har Villy Søvndal altså, midt i kapløbet for at tage størst mulig afstand fra samfundets forkasteligheder, taget den ultimative afstand fra den socialistiske arv.

Så tænk dog på børnene!

De seneste dages diskussion i medierne om animeret børneporno rammer nogle kernepunkter ved den politiske verdenssituation, så derfor åbner jeg nu på ny min rustne blogger-mund, og prøver at sige noget begavet.

For de uindviedes skyld, kan jeg lige kort opridse situationen: det handler om, at børneporno i Danmark – modsat de andre skandinaviske lande – er lovligt, så længe der er tale om ikke-fotografisk gengivelse – dvs. om animationer eller tegninger.

Tegnet og animeret børneporno er åbenbart (måske faktisk ikke så overraskende) et udbredt fænomen på internettet, og Red Barnet har forgæves forsøgt at politianmelde konkrete forekomster.

I den seneste debat har der, for mig at se, tegnet sig to fløje, nemlig de der, enten af videnskabelig eller intuitiv vej, henviser til det tegnede og animerede materiales indflydelse på brugerne. Det hævdes, at materialet forstærker de pædofiles lyster og derved ansporer brugen af fotografisk børneporno, og i sidste ende skulle risikoen for virkelige overgreb på børn også forøges herved. Sammen med den betragtning, at materialet indgår i etableringen af netværk, hvor pædofili anses for acceptabelt, bruges disse forhold som argument for en total bortcensurering af tegnet og animeret børneporno, hvordan dette så end skal defineres.

Præmisserne er sikkert korrekte nok. Det virker sandsynligt. Men hertil kommer den anden fløjs indvendinger:

Michael Hardt (f. 1960)

En lovgivning, der sætter grænser for, hvad man må tegne eller animere, vil være et brud på ytringsfriheden. Vi kan forbyde fysiske overgreb borgere imellem, og takket være begrebet ”mindreårig”, kan der også være tale om et overgreb, selv om offeret ikke sætter sig til modværge. Men hvis vi begynder at forbyde sproglige og grafiske ytringer, fordi vi mener at kunne forudsige deres resultater, kan vi lige så godt se at få oprettet en altomfattende opdragelses-institution, som fuldstændig kan nedbryde den menneskelige vilje, og erstatte den med forudprogrammeret, ufarlig adfærd. Med andre ord kan vi lige så godt acceptere politisk administration af selve livet, således at der ikke længere er nogen afstand mellem individet og staten, og ikke noget råderum hvor den enkelte kan have indflydelse på samfundets værdier og dermed også på dets politik. Vi kan lige så godt – og her parafraserer jeg både Michael Hardt og Giorgio Agamben –  give kærligheden til individet det destruktive twist, som fik fascismen til at sætte det individuelle liv under total administration – med koncentrationslejrene som yderste konsekvens.

… Der fik jeg vist godt og grundigt afsløret, hvilken fløj i debatten, jeg tilhører. Og det var nok også på høje tid.

I Deadline 22:30 på DR2, d. 18/1, trak pro-lovgivning-fløjens ræpræsentant, børnelæge og ph.d. Vibeke Manniche, det ultimative kort, i og med sin appel til at man ”tilgodeser børnene”. Dette argument formuleres klart af Helen Lovejoy i The Simpsons: ”Will somebody PLEASE think about the children!” (Tak til Henrik Rønnow for at påpege dette). Så tænkt dog på børnene. For mig at se fremstår børnene og familien gang på gang som den ultimative basis for at erklære undtagelsestilstande, der kan sætte enhver form for lov og ret ud af spil. I sidste kan vi reducere dette til selvtægts-argumentet, der starter med spørgsmålet: ”Hvad ville du gøre, hvis det var dit eget barn?”

Jeg er ikke selv far, men i min forestilling er svaret ret enkelt. Hvis mit eget (hypotetiske) barn blev udsat for et overgreb, ville jeg givetvis gøre en hel masse for at få animeret børneporno ulovliggjort. Ydermere ville jeg sikkert kæmpe indædt for at få gerningsmanden fængslet på livstid; ja faktisk er det ikke udsandsynligt, at jeg ville begive mig ud på gaden med en rusten kødøkse i hånden for at høste en vis legemsdel til at pryde pladsen over min kamin (jeg er hypotetisk rig i dette scenarie). Det er i hvert fald reaktioner der klinger sundt i mine ører, for kærlighed til éns nærmeste gør det selvfølgelig svært, ofte umuligt, at se særlig langt ud i fremtiden, endsige særlig bredt ud i samfundet. Det kan for eksempel være svært, i sin vrede og sorg, at forestille sig det samfund, som éns børn og børnebørn kommer til at leve i, hvis man (for at beskytte dem, bevares,) giver afkald på stadig flere rettigheder.

Benjamin Franklin (1706-1790)

Min glimrende medstuderende Thea P. Frederiksen har gjort mig opmærksom på et i denne sammenhæng passende citat af Benjamin Franklin:

”Those who would give up Essential Liberty to purchase a little Temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety”.

Det er klart, at mit direkte råd til brugeren af animeret børneporno vil være: Lad være. Du er på vej ind i den spiral af skam, som pædofili indebærer i vores samfund og hvorfra der ikke er nogen udvej i sigte, hverken for dig eller for de børn der rives med ind i den.

Men dette ændrer ikke på min holdning til vores censurlovgivning. Måske er det en lykkelig omstændighed for denne tekst, at jeg endnu er uden børn og derfor kan sige, at mine evt. kommende børn ikke skal leve i en verden, hvor sikkerheden er blevet så omfattende, at den har sat alle dem, den skulle gavne, under total administration. Jeg håber, andre vil tage over for mig, når jeg en dag overmandes af det kortsigtede hensyn til børnene.

Marked og Ytringsfrihed

Arek Onyszko er fodboldspiller. I denne egenskab var han indtil for nylig ansat hos FC Midtjylland. Derudover har han skrevet en bog. Den hedder Fucking Polak og indeholder angivelig nogle mindre reflekterede anti-homoseksuelle ytringer.

På grundlag af disse passager valgte fodboldklubben at fyre Onyszko, med den officielt tilknyttede forklaring, at man ville udrydde homofobi fra sin midte.

I Dagbladet Information, 6. november, påpeger Anders Haahr Rasmussen, at Onyszko ikke er et holdningsmæssigt særtilfælde, men at han blot eksplicit har formuleret den danske fodboldkulturs gennemgribende, men oftest offentligt fortiede, homofobi. Ifølge Rasmussen er det simple forretningshensyn, der ligger bag fyringen af Onyszko. Hans image er ganske enkelt ikke rentabelt længere. Dette har ikke noget at gøre med Onyszkos indsats i arbejdstiden, men derimod med ting han har foretaget sig ved siden af sin fodboldkarriere – i sin fritid.

Overordnet set er Onyszkos tilfælde langt fra enestående. Der lader ikke rigtig til at være nogen offentlig instans, der forhindrer at man bliver fyret på grund af lovlig aktivitet uden for arbejdstiden.

Jeg er egentlig interesseret i, hvori vores nok så berømte ytringsfrihed består, hvis man, i stedet for at blive frihedsberøvet af staten, blot kan blive frataget sin levevej af en privat instans, når man udtaler sig politisk ukorrekt.

Vore dyrebare frihedsrettigheder bunder for en stor del i oplysningstænkernes indsats for individets autonomi i handling, tale og, ikke mindst, tanke. Immanuel Kant skriver i sin tekst Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? (Besvarelse af Spørgsmålet: Hvad er Oplysning?), at en grundforudsætning for den oplyste frigørelse er adskillelsen af en offentlig sfære fra en privat.

Den private sfære: Det der vedrører den enkeltes embede. Inden for dette område må friheden gerne indskrænkes, således at man kun må handle og udtale sig, som det sig hør og bør for éns stilling.

Den offentlige sfære: Det rum hvori den enkelte færdes uden for sit erhverv. Her er det statens opgave at varetage den enkeltes mulighed for at tænke, tale og i vid udstrækning handle, som han vil. Det er i offentligheden at den enkelte er myndiggjort. Det er på den offentlige scene at den frie samtale, og dermed også den selvstændige tanke fremkommer. En beskyttet offentlig sfære er med andre ord nødvendig for et faktisk fungerende demokrati, hvor det er borgernes respektive oplyste meninger, der har politisk indflydelse.

Det kan virke underligt for os, at éns arbejde skulle være det private, for er det ikke netop som privatperson, at jeg burde være i stand til at udtale mig frit? Men alligevel har Kant måske fat i noget, for er det ikke netop sådan, at det, i vore dage, er private markedsinteresser, der styrer vores skæbne på arbejdsmarkedet?

Ydermere er det svært at se, hvor den offentlige sfære overhovedet er blevet af. Giver det mening at snakke om myndiggørelse, frihed og – ja, oplysning, når markedets privatsfære kan reducere vores offentlige ansigt til et image, som har større eller mindre markedsværdi?