Vækst og Racisme

DR2′s Deadline tog i går aftes, i anledning af den forestående racisme-retssag mod DF’s Jesper Langballe, fat i den principielle diskussion omkring straffelovens § 266 b – også kaldet Racismeparagraffen eller Diskriminationsparagraffen.

For god ordens skyld bringer jeg paragraffen i fuld længde:

 ”§ 266 b: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2: Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Inviteret til debat i studiet var Zenia Stampe, næstformand for Det Radikale Venstre, og Jacob Mchangama, chefjurist i den liberale tænketank CEPOS.

Positionerne var nogenlunde som følger:

Stampe: Paragraffen bør bevares, fordi den dæmmer op for, at der kan spredes løgne om etniske eller seksuelle minoriteter – løgne som vil kunne forårsage voldshandlinger fra godtroende befolkningsmedlemmers hånd, hvilket vel at mærke ville finde sted, her og nu, hvis ikke racismeparagraffen gjaldt.

Mchangama: Paragraffen bør afskaffes, fordi den bedst mulige måde at sikre fornuftig opførsel hos befolkningen er at lade den offentlige debat udfolde sig så frit som muligt. Der vil nemlig altid være en god og fredselskende majoritet, til at sætte de rabiate (racistiske) minoriteter på plads. Man bør stole på den almindelige danskers iboende fornuft.

I parentes bemærket var det sjovt at se, hvordan de to debattører stilmæssigt syntes at inkarnere henholdsvis den hede patos og den kølige fornuft, de hver især mener, befolkningen primært er modtagelig for.

På indholdsiden må man mod Stampes position for det første indvende, at paragraffen faktisk slet ikke forholder sig til sandhedsværdien i den type udsagn, den refererer til. § 266 b tillader os, isoleret set, at lyve så meget og så stærkt vi lyster. Det, det drejer sig om, er den værdimæssige ladning i udsagn, der baserer sig på etniske eller seksuelle grupperinger.

Derudover kan man stille spørgsmålstegn ved Stampes formodning om, at paragraffens fravær her og nu, ville gøre den store forskel (ud over manglende motivation for debatter som den aktuelle). I den forbindelse kan man give Mchangama medhold i, at der – igen, her og nu – eksisterer en befolkningsmæssig majoritet, hvis begreb om politisk korrekthed får dem til spontant at sætte racistiske agitatorer på plads. Stemningen i den brede befolkning er simpelthen sådan, at der fx trods alt ikke er det store læs stemmer at hente gennem retorisk eksplicit racediskrimination.

Når dette er sagt, er der alligevel det at tilføje, at Mchangama ikke blot konstaterer, at den nævnte politisk korrekte majoritet eksisterer. Han har også en ide om, hvorfor den eksisterer – hvad dens basis er. Ifølge ham – og idet han følger sit liberal(istisk)e bagland – eksisterer den antiracisitke majoritet som følge af den åbne og frie debat, hvor den almindelige danskers (og måske endda den alment menneskelige) iboende fornuft kommer til udtryk. Der findes måske nok spredte, gådefulde undtagelser (Jonni Hansen kommer på tale) hvis fornuft af forskellige ulykkelige årsager er hæmmet i sin udfoldelse, men selve fornuftens overordnede sejr er sikret, så længe der ikke lægges autoritære bånd på den.

Andy Warhol: "Little Race Riot" (1964)

Min påstand er, at den politiske korrekthed, når det kommer til raceanliggender, ikke er et åndeligt karaktertræk ved den frit udfoldede menneskelige tanke, men at den har sin materielle og økonomiske basis. En signifikant del af befolkningen er i stand til at tænke med (teoretisk) overskud på etniske minoriteter, fordi vi lever under omstændigheder, der gør os optimistiske mht. vores jagt på profit eller lykke. Vi tror på, at vi er del af en vækstdynamik, der bærer os stadig nærmere den materielle lykke, og vi tror på, at det er vores egen skyld, hvis vi som enkeltindivider skulle falde uden for denne dynamik. Med andre ord er der tilstrækkelig mange af os, der ikke har brug for en syndebuk. Vi tror på, at lykkens objekt er derude; er tilgængeligt for os – og derfor behøver vi ingen til at fortælle os, hvem der har taget det fra os.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at der findes utallige manifestationer af racisme i befolkningen; gerne koncentreret i grupperinger, der kæmper med følelser af materiel eller kulturel underlegenhed – hvor der med andre ord faktisk er brug for en syndebuk.

Ydermere må vi spørge os selv, om CEPOS-drømmen om den evige vækst og jagt på profit kan og bør lade sig realisere fremover, og om hvad konsekvenserne bliver hvis vi – frivilligt eller tvungent – forlader den. Min egen opfattelse af racismeparagraffen er den, at der er tale om en stopklods, som ikke har den store aktualitet nu og her (om end vi selvfølgelig må holde den i live i tilfælde som Langballes), men som er vigtig at have i baghånden, den dag der bliver økonomisk basis for en bred og effektiv racistisk propagandavirksomhed.

Med andre ord: Hvis (og forhåbentlig når) vi en dag indser, at vi ikke ubegrænset kan kanalisere vores begær efter lykke ud i forbrugets metafysiske vækstbobbel, får vi nok brug for mere håndfaste måder at regulere kampen om materielle goder. Når først de materielle interesser for alvor og over en bred kam støder sammen, kan det godt være, solidariteten (med minoritetsgrupper) får brug for en hjælpende hånd.

Der er jo trods alt grupper, der, med større sandsynlighed end andre, vil stå for skud, når det gælder at finde ud af, hvem der har taget vores arbejde, vores kvinder eller vores sammenhængskraft.

Udannelse

Erhvervsorganisationen Dansk Industri foreslår afgrænsning af optaget på de humanistiske uddannelser – eller, alternativt, brugerbetaling på disse uddannelser. Hvorfor? Jo, ”[d]e unge kan ikke finde ud af at vælge de videregående uddannelser, der skaber vækst”. Sådan fremlægges begrundelsen i en artikel på DR’s hjemmeside.

Ideen, fra DI’s side, er, at man ved at holde studie-aspiranterne væk fra de bløde, unyttige fag, kan få dem gelejdet over på de mere ”vækstskabende” uddannelser.

”Kun én tredjedel af de unge, der sidste år gik ud af folkeskolen, og har planer om at gå på universitet, forventes at vælge en sundhedsvidenskabelig, teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse.

Til sammenligning var det lidt mere end halvdelen af den årgang, der afsluttede folkeskolen i 1980, der efterfølgende tog én af de udannelser [sic].

Udviklingen bekymrer Sarah Gade Hansen [Konsulent ved DI].

- Det er jo ikke særligt godt, for vi ved fra undersøgelser, at det er de tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige uddannelser, der skaber mest vækst, siger hun, siger hun til DR Nyheder.”

Sarah Gade Hansen henviser til nogle undersøgelser, som hun stoler på, og som viser, hvad der skal til for at skabe vækst. Derpå konkluderer hun, at tilslutningen til de uddannelser, der ikke skaber vækst, er skidt. Den usagte præmis er selvfølgelig, at vækst er godt, for uden denne præmis, ville konklusionen blot være den, at vi ser en tendens, som kan føre til mindre vækst; nichts weiter.

Men hvad er denne vækst, og hvad skal vi med den?

Det fremgår også af artiklen, at de vækstfremmende uddannelser er ”nyttige for samfundet”. Vi har altså på den ene side en række uddannelser, der sigter på andet end vækst, og som derfor er unyttige, og på den anden side de godkendte uddannelser, der sigter på lige netop vækst, og som derfor er nyttige. Samfundet vil altså gerne (i en eller anden forstand) vokse, så for at gøre samfundet nytte, må man skabe vækst.

Men hvad er egentlig det her ”samfund”? Giver det sig selv, at det vækst-hungrende samfund er alle og enhver, og at det dermed er i alle og enhvers interesse at samfundet opnår sin evigt tilstræbte vækst?

- Ja det kommer i hvert fald til at give sig selv, hvis man udrydder alle de instanser, der kunne fremavle en tænkning, der sigter på andet end vækst, og som derfor kunne stille spørgsmålstegn ved, om vækst er godt.

(I denne sammenhæng kan man jo tænke lidt over, om der mon er en pointe med, at DI gerne vil have flere unge til at vælge ”udannelser” – ja, det står der: u-dannelser. Hvis DI har noget imod dannelse, forstår jeg godt deres taktik).

(Og tak til Bjarke Skærlund Risager for at gøre opmærksom på artiklen).