Liberalistisk Folkeparti

 

”[J]eg har brugt hele mit politiske liv til at kæmpe for, at vi ikke vurderede mennesker på hverken etnicitet og religion”.

”Jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde vil ‘spille det etniske kort’ som formand for SF”.

 - Villy Søvndal i Information d. 6/2

Således forsvarer Villy Søvndal sig, over for Informations udsendte medarbejder, mod diverse anklager om, at han skulle have udtalt sig forhastet om Holbergskolens planlagte café-møde for elevernes mødre – dvs. et møde hvor fædre er forment adgang.

Efter sigende har ledelsen ved Holbergskolen planlagt et møde, som skulle fremme både integrationen og kommunikationen med elevernes hjem, i og med at man kunne få kvinder i tale, som i de fleste andre sammenhænge ville holde sig tilbage og lade mændene føre ordet – eller slet og ret holde sig væk. Søvndal beklager, at han er offer for den misforståelse, at man skulle have indført kønsopdeling ved skolens regulære forældremøder – hvilket altså ikke er tilfældet, idet det planlagte møde er et selvstændigt initiativ, uafhængigt af det gængse forældremøde. Med forbehold for denne misforståelse siger Søvndal:

”Når det bliver sagt, at kvinder ikke kan deltage i et forældremøde, fordi de ikke må være sammen med andre mænd, så synes jeg, at det er et middelalderligt syn på forholdet mellem mænd og kvinder”.

En sådan holdning er Søvndal givetvis langtfra, blandt danskere, alene om. Det, man kan undre sig over, er det gennemgribende liberalistiske friheds- og lighedsbegreb, der synes at komme til udtryk i kritikken fra formanden for Socialistisk Folkeparti.

For lad os nu forestille os, bare for et øjeblik, at der faktisk var tale om kønsopdeling ved det klassiske, orienterende og beslutningsdygtige forældremøde. Det er selvfølgelig groft urealistisk; det er simpelthen for politisk ukorrekt til at kunne lade sig gøre, men alligevel ser det ud til at kunne betale sig for en partiformand at udtale sig om muligheden.

Altså, tankeeksperiment, sæt i værk:

Man konstaterer i skoleledelsen, at de fleste mødre af muslimsk baggrund ved forældremøderne enten forholder sig tavse eller overlader det til elevens fader overhovedet at dukke op til møderne. Man mistænker at denne tendens for en stor del har at gøre med tilstedeværelsen af mænd, og derfor beslutter man at holde to separate møder: et for mødre og et for fædre – eller måske endda det utænkeligt skævvredne: et for mødre og et for forældre af begge køn.

Hvad har man så gjort, ifølge Søvndal? Man er åbenbart gået ind på det omtalte ”middelalderlige syn på forholdet mellem mænd og kvinder”. Et knæfald for muslimsk kultur, som det hedder ifølge den generelle DF-retorik. Men hvad er alternativet? Hvis man fortsat holder sig til det almindelige, åbenbart Christiansborg-sanktionerede, dobbeltkønnede forældremøde, har man så ikke netop bragt dette middelalderlige syn til udfoldelse i praksis, idet resultatet jo bliver, at kvinderne tier stille eller bliver væk?

Villy Søvndal ønsker ytringsfrihed, kønslig ligestilling, oplysning, politisk indflydelse, råderet over egen krop, og alt muligt andet godt og demokratisk for disse kvinder. Og han under dem ikke disse goder ud fra deres køn, deres etnicitet, deres sociale baggrund, deres uddannelsesniveau, indkomst, religion eller andre kontingente faktorer, men ud fra deres menneskelighed slet og ret. Han vil ikke spille det etniske kort… Men helt ærligt, hvad er egentlig et menneske slet og ret?

For liberalismen – og åbenbart for Søvndal – er det en abstrakt enhed, der har det tilfælles med over 6 milliarder andre abstrakte enheder, at man blot, fra politisk hånd, skal give det præcis de samme principielle muligheder som disse over 6 milliarder andre; så vil denne abstrakte enhed blive til inkarnationen af de ønskede demokratiske goder.

Men er vores tilfælde med de muslimske mødre ikke et glimrende eksempel på, at abstrakte politiske rettigheder altid spiller sammen med en mængde specifikke sociale forhold? En abstrakt ytringsfrihed for eksempel, som der er politisk konsensus om, er vel ikke meget værd, hvis den alligevel sætter én i en konkret situation, som gør det socialt umuligt at udtale sig?

Dette er vel grunden til at socialismen, med dens materialistiske, marxistiske etc. baggrund, traditionelt har været overordentlig bevidst om, at hvis man vil have konkret lighed for konkrete mennesker, bliver man nødt til fra politisk hånd at tage højde for deres sociale forhold – og altså principielt gøre forskel på folk.

I denne uge har Villy Søvndal altså, midt i kapløbet for at tage størst mulig afstand fra samfundets forkasteligheder, taget den ultimative afstand fra den socialistiske arv.

Det dér med at Gud er død… (Del 2)

 

Gianni Vattimo (f. 1936)

 

For et par indlæg siden kiggede vi lidt på Nietzsches proklamation af Guds død. I den forbindelse lovede jeg at komme nærmere ind på, hvad disse tanker betyder for en personlig kristen tro på Gud. Hermed følger mit forsøg på at holde, hvad jeg har lovet, men i den forbindelse må vi have en ny spiller på banen:

 

“[T]he death of God about which Nietzsche speaks is the death of Christ on the cross. Why? Because it is exactly after Christianity, or the event of Christianity, that it becomes possible no longer to believe the classical, rational gods of the Greeks.”

- Gianni Vattimo, “A Prayer for Silence”.

I modsætning til Nietzsche lever Gianni Vattimo i bedste velgående. Han er en prominent Italiensk filosof, tidligere medlem af Europaparlamentet, og desuden bekender han sig som troende katolik. Og ja, så står han bag ovenstående påstand: Når Nietzsche påstår at Gud er død, er det i fuld overensstemmelse med den Kristne overlevering om, at Jesus Kristus, det inkarnerede gudsord, døde offerdøden på et kors.

Som citatet antyder skelner Vattimo mellem grækernes guder og den kristne Gud. Så langt kan de fleste af os nok være med. For Vattimo handler det dog ikke kun om at grækerne havde flere guder end de kristne, og at disse mange guder var lidt mere menneskelignende end Hærskarers Herre, Jehovah eller hvad vi nu vælger at kalde ham. Det væsentlige er snarere, at man kan skelne mellem to kilder til den kristne kulturkreds, nemlig den jødiske og den græske. Vattimo mener så, at begge disse kilder har formet det kristne gudsbegreb, og at det Nietzsche egentlig gør, er at frasortere den græske andel af dette gudsbegreb.

Metafysikkens Gud

Aristoteles (384-322 fvt.)

Det kræver vist en nærmere forklaring: Vattimo mener (i skarp efterfølgelse af Martin Heidegger) at Vesten eller Kristenheden fra grækerne – og især fra filosoffen Aristoteles – har arvet det metafysiske verdensbillede. Det metafysiske verdensbillede indebærer, at den menneskelige erkendelse af verden slet og ret består i det at forstå, hvordan tingene ude i verden nu engang forholder sig. Under den tilsyneladende konstante forandring i verdens tilstande, gemmer der sig en eviggyldig struktur, som er sandheden om tingene. Enhver ting har, ud over sine mangfoldige egenskaber, en kerne, som bærer disse egenskaber og gør at egenskaberne tilsammen tæller for en ting. Sandhed betyder altså, metafysisk set, det som stemmer overens med tingenes grundlæggende essenser.

For Aristoteles og hans metafysik at se må der også eksistere en helt grundlæggende ting, som ikke bærer nogen specifikke egenskaber, men som blot er defineret ved selve det at eksistere som ting, og som danner grundlag for hele verdens hierarki af mere eller mindre specifikt definerede ting. Denne super-ting (eller boss-ting, hvis man er til arkade-skyd-alting-i-smadder-fra-et-lille-rumskib-spil) er Gud. Det, at Aristoteles’ Gud er helt uspecificeret, betyder at han er en logisk konsekvens af Aristoteles’ måde at systematisere verden på. Han er slet og ret til for at godtgøre, at der overhovedet skulle være et system, som den menneskelige erkendelse kan nå ind til – og at det altså ikke er mennesket, der med sine ord og begreber skaber et system i verdens totale kaos af kvaliteter.

Det er denne Gud, Nietzsche slår ihjel, og det netop for at sige (mon vi kan gætte det?): at det er mennesket, der med sine ord og begreber skaber et system i verdens totale kaos af kvaliteter. Der er ikke nogen bagvedliggende struktur, som man kan nå ind til og indrette sig efter. Eller anderledes formuleret: der er ikke noget, der er naturligt; mennesket er på radikal vis nødt til at opfinde sig selv og sin position i verden.

Gud forlader sig selv

 

Vattimos store pointe er, at selv om grækernes metafysiske Gud er død – og det er han – så sætter det ikke kristendommens gudsbegreb ud af kraft; i hvert fald ikke den del af det, som er radikalt ny i forhold til det græske. Kristendommens Gud vælger at fornedre sig og blive menneske. Allerede dér gives der en ny form for værdighed til menneskets begrænsethed og ufuldstændige forståelse af verden.

Ydermere oplever Gud, inkarneret i Jesus Kristus, at han ikke kan finde ind til sin egen metafysiske sandhed, idet han, under sine pinsler på korset, siger til sig selv: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.

Sidst, men ikke mindst, efterfølges Kristi død og opstandelse af Helligåndens udgydelse på Pinsedagen. Her tager Kristendommens Gud bolig i uperfekte mennesker, og lader derved sin sandhed være en sandhed som vi mennesker producerer ved at fortolke vores egne vilkår.

Det er klart, at traditionelle doktriner om Helligånden siger, at Ånden blot foranlediger, at vi finder ind til en sandhed, som fra evighed er givet af Gud Fader. Men for Vattimo er netop denne fra evighed givne sandhed et levn fra grækernes Gud. Den kristne Gud er ikke grundlag for tingenes eviggyldige tilstand. Han er derimod en Gud, som er bundet til en bestemt historisk begivenhed, nemlig til fremkomsten af Kristi person og lære.

Den svage Gud

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900)

Dette betyder, ifølge Vattimo, ikke blot at en eviggyldig sandhed afsløres på et bestemt tidspunkt i historien, men snarere at den kristne kultur bliver i stand til at fortolke sig selv som den bedst mulige fortolkning af verden, på trods af at den er bevidst om at være en fortolkning (som er opstået på et bestemt tidspunkt i historien). Kristendommens Gud (dvs. Kristus) ophøjer den menneskelige fortolkning til guddommelig status, og grundlægger derved den kristne kultur som en gæstfri kultur, som med frimodighed tør hævde og forsvare en mængde forskellige kulturers og religioners ret til at udfolde sig sideløbende.

Med andre ord har Nietzsche påpeget eller udløst et potentiale, som hele tiden har ligget implicit i kristendommen som religion, nemlig sekulariseringen. Den græsk-metafysiske Gud, med hans tvingende nødvendige sandheds-struktur, skulle dø for at kristendommens favnende, tvivlende, underdanige Gud, hvis eneste sandhed er andre sandheders ret, kunne indtage scenen. Vattimo hævder selv, at Nietzsche viste ham vejen tilbage til kristendommen som den religion, der, hvis man vil være konsekvent over for dens budskab, underminerer enhver fundamentalisme.

Nietzsche ville givetvis blive tosset over udlægningen, men han kunne trods alt heller ikke se, hvordan verden skulle udvikle sig efter hans sammenbrud og død. Udlægningens konsekvens for Vesten er, at valget ikke står mellem religion og sekularisering – sekulariseringen er en konsekvens af den kristne religion. I stedet er det store spørgsmål , hvorvidt man tiltror den sekulariserede og sekulariserende kristendom rollen som verdens velgører, eller om man ønsker en ganske anden udgang fra Vestens religiøse stadium.