Vækst og Racisme

DR2′s Deadline tog i går aftes, i anledning af den forestående racisme-retssag mod DF’s Jesper Langballe, fat i den principielle diskussion omkring straffelovens § 266 b – også kaldet Racismeparagraffen eller Diskriminationsparagraffen.

For god ordens skyld bringer jeg paragraffen i fuld længde:

 ”§ 266 b: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2: Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Inviteret til debat i studiet var Zenia Stampe, næstformand for Det Radikale Venstre, og Jacob Mchangama, chefjurist i den liberale tænketank CEPOS.

Positionerne var nogenlunde som følger:

Stampe: Paragraffen bør bevares, fordi den dæmmer op for, at der kan spredes løgne om etniske eller seksuelle minoriteter – løgne som vil kunne forårsage voldshandlinger fra godtroende befolkningsmedlemmers hånd, hvilket vel at mærke ville finde sted, her og nu, hvis ikke racismeparagraffen gjaldt.

Mchangama: Paragraffen bør afskaffes, fordi den bedst mulige måde at sikre fornuftig opførsel hos befolkningen er at lade den offentlige debat udfolde sig så frit som muligt. Der vil nemlig altid være en god og fredselskende majoritet, til at sætte de rabiate (racistiske) minoriteter på plads. Man bør stole på den almindelige danskers iboende fornuft.

I parentes bemærket var det sjovt at se, hvordan de to debattører stilmæssigt syntes at inkarnere henholdsvis den hede patos og den kølige fornuft, de hver især mener, befolkningen primært er modtagelig for.

På indholdsiden må man mod Stampes position for det første indvende, at paragraffen faktisk slet ikke forholder sig til sandhedsværdien i den type udsagn, den refererer til. § 266 b tillader os, isoleret set, at lyve så meget og så stærkt vi lyster. Det, det drejer sig om, er den værdimæssige ladning i udsagn, der baserer sig på etniske eller seksuelle grupperinger.

Derudover kan man stille spørgsmålstegn ved Stampes formodning om, at paragraffens fravær her og nu, ville gøre den store forskel (ud over manglende motivation for debatter som den aktuelle). I den forbindelse kan man give Mchangama medhold i, at der – igen, her og nu – eksisterer en befolkningsmæssig majoritet, hvis begreb om politisk korrekthed får dem til spontant at sætte racistiske agitatorer på plads. Stemningen i den brede befolkning er simpelthen sådan, at der fx trods alt ikke er det store læs stemmer at hente gennem retorisk eksplicit racediskrimination.

Når dette er sagt, er der alligevel det at tilføje, at Mchangama ikke blot konstaterer, at den nævnte politisk korrekte majoritet eksisterer. Han har også en ide om, hvorfor den eksisterer – hvad dens basis er. Ifølge ham – og idet han følger sit liberal(istisk)e bagland – eksisterer den antiracisitke majoritet som følge af den åbne og frie debat, hvor den almindelige danskers (og måske endda den alment menneskelige) iboende fornuft kommer til udtryk. Der findes måske nok spredte, gådefulde undtagelser (Jonni Hansen kommer på tale) hvis fornuft af forskellige ulykkelige årsager er hæmmet i sin udfoldelse, men selve fornuftens overordnede sejr er sikret, så længe der ikke lægges autoritære bånd på den.

Andy Warhol: "Little Race Riot" (1964)

Min påstand er, at den politiske korrekthed, når det kommer til raceanliggender, ikke er et åndeligt karaktertræk ved den frit udfoldede menneskelige tanke, men at den har sin materielle og økonomiske basis. En signifikant del af befolkningen er i stand til at tænke med (teoretisk) overskud på etniske minoriteter, fordi vi lever under omstændigheder, der gør os optimistiske mht. vores jagt på profit eller lykke. Vi tror på, at vi er del af en vækstdynamik, der bærer os stadig nærmere den materielle lykke, og vi tror på, at det er vores egen skyld, hvis vi som enkeltindivider skulle falde uden for denne dynamik. Med andre ord er der tilstrækkelig mange af os, der ikke har brug for en syndebuk. Vi tror på, at lykkens objekt er derude; er tilgængeligt for os – og derfor behøver vi ingen til at fortælle os, hvem der har taget det fra os.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at der findes utallige manifestationer af racisme i befolkningen; gerne koncentreret i grupperinger, der kæmper med følelser af materiel eller kulturel underlegenhed – hvor der med andre ord faktisk er brug for en syndebuk.

Ydermere må vi spørge os selv, om CEPOS-drømmen om den evige vækst og jagt på profit kan og bør lade sig realisere fremover, og om hvad konsekvenserne bliver hvis vi – frivilligt eller tvungent – forlader den. Min egen opfattelse af racismeparagraffen er den, at der er tale om en stopklods, som ikke har den store aktualitet nu og her (om end vi selvfølgelig må holde den i live i tilfælde som Langballes), men som er vigtig at have i baghånden, den dag der bliver økonomisk basis for en bred og effektiv racistisk propagandavirksomhed.

Med andre ord: Hvis (og forhåbentlig når) vi en dag indser, at vi ikke ubegrænset kan kanalisere vores begær efter lykke ud i forbrugets metafysiske vækstbobbel, får vi nok brug for mere håndfaste måder at regulere kampen om materielle goder. Når først de materielle interesser for alvor og over en bred kam støder sammen, kan det godt være, solidariteten (med minoritetsgrupper) får brug for en hjælpende hånd.

Der er jo trods alt grupper, der, med større sandsynlighed end andre, vil stå for skud, når det gælder at finde ud af, hvem der har taget vores arbejde, vores kvinder eller vores sammenhængskraft.

Udannelse

Erhvervsorganisationen Dansk Industri foreslår afgrænsning af optaget på de humanistiske uddannelser – eller, alternativt, brugerbetaling på disse uddannelser. Hvorfor? Jo, ”[d]e unge kan ikke finde ud af at vælge de videregående uddannelser, der skaber vækst”. Sådan fremlægges begrundelsen i en artikel på DR’s hjemmeside.

Ideen, fra DI’s side, er, at man ved at holde studie-aspiranterne væk fra de bløde, unyttige fag, kan få dem gelejdet over på de mere ”vækstskabende” uddannelser.

”Kun én tredjedel af de unge, der sidste år gik ud af folkeskolen, og har planer om at gå på universitet, forventes at vælge en sundhedsvidenskabelig, teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse.

Til sammenligning var det lidt mere end halvdelen af den årgang, der afsluttede folkeskolen i 1980, der efterfølgende tog én af de udannelser [sic].

Udviklingen bekymrer Sarah Gade Hansen [Konsulent ved DI].

- Det er jo ikke særligt godt, for vi ved fra undersøgelser, at det er de tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige uddannelser, der skaber mest vækst, siger hun, siger hun til DR Nyheder.”

Sarah Gade Hansen henviser til nogle undersøgelser, som hun stoler på, og som viser, hvad der skal til for at skabe vækst. Derpå konkluderer hun, at tilslutningen til de uddannelser, der ikke skaber vækst, er skidt. Den usagte præmis er selvfølgelig, at vækst er godt, for uden denne præmis, ville konklusionen blot være den, at vi ser en tendens, som kan føre til mindre vækst; nichts weiter.

Men hvad er denne vækst, og hvad skal vi med den?

Det fremgår også af artiklen, at de vækstfremmende uddannelser er ”nyttige for samfundet”. Vi har altså på den ene side en række uddannelser, der sigter på andet end vækst, og som derfor er unyttige, og på den anden side de godkendte uddannelser, der sigter på lige netop vækst, og som derfor er nyttige. Samfundet vil altså gerne (i en eller anden forstand) vokse, så for at gøre samfundet nytte, må man skabe vækst.

Men hvad er egentlig det her ”samfund”? Giver det sig selv, at det vækst-hungrende samfund er alle og enhver, og at det dermed er i alle og enhvers interesse at samfundet opnår sin evigt tilstræbte vækst?

- Ja det kommer i hvert fald til at give sig selv, hvis man udrydder alle de instanser, der kunne fremavle en tænkning, der sigter på andet end vækst, og som derfor kunne stille spørgsmålstegn ved, om vækst er godt.

(I denne sammenhæng kan man jo tænke lidt over, om der mon er en pointe med, at DI gerne vil have flere unge til at vælge ”udannelser” – ja, det står der: u-dannelser. Hvis DI har noget imod dannelse, forstår jeg godt deres taktik).

(Og tak til Bjarke Skærlund Risager for at gøre opmærksom på artiklen).

Kærlighedens afgrund

El Greco: "Christ Cleansing the Temple" (1570)

”Vi vil skabe ufred. Og blive ved med at skabe ufred. Formodentlig vil enkelte præster sammen med mange almindelige medlemmer bryde ud af kirken, hvis vielser af homoseksuelle bliver vedtaget. Men ikke jeg. Hvis jeg går, vil det give folkekirken fred. I stedet bliver jeg på en eller anden måde nødt til at synliggøre, at det her intet har med kirken at gøre. Derfor vil jeg skabe vedvarende ufred omkring sagen. Den dag, loven om homoseksuelle vielser bliver sanktioneret, kunne jeg forestille mig at stille mig op i kirken og afbrænde ritualet.”

-          Henrik Højlund, sognepræst i Løsning, citeret i Information d. 26/3 -2010.

Her har vi at gøre med et radikalt udsagn. Eller i hvert fald med et udtryk for en radikal, kompromisløs holdning.  Jeg hensættes i, om ikke just beundring, så i hvert fald respekt, når jeg intuitivt kommer til at forestille mig det pres, Højlund og andre sætter sig op imod i og med sådanne udmeldinger.  Den kirkelige højrefløj udgør, når den repræsenteres således, en værdig modstander for alle, der indtager et liberalt standpunkt mht. religion eller teologi. I en vis forstand vil jeg endda sige, at Højlund her og nu handler i Kristi ånd, ikke på grund af sin holdning til denne specifikke sag, men på grund af selve den sociale radikalitet, som hans holdning og udsagn udgør. Over for den massive opinionsmasse, der modsætter sig denne fundamentalisme (for ja, der er tale om fundamentalisme – jeg skal snart komme ind på hvorfor), forholder Højlund sig utilsløret etisk.

Hvad mener jeg mon med etisk, i denne sammenhæng? Jeg mener så meget som, at Højlund vil noget, ikke bare på egne vegne, men på andres vegne også. Faktisk må man nok sige, at han vil noget på alles vegne, selv om jeg ikke mener dette er en nødvendig betingelse for, at der kan være tale om en etisk attitude. Men jeg mener altså at etik handler om at ville noget på andres vegne. Derudfra er det klart, at enhver udfoldet etik kommer til at stå sin prøve, når den vil noget på andres vegne, uanset at disse andre ikke vil det for sig selv. Og hvis læseren allerede her skulle have mistet forbindelsen til vores kirkepolitiske eksempel, kan jeg hurtigt konkretisere: Højlund vil heteroseksualitet eller afholdenhed på vegne af folk, som selv ønsker at praktisere homoseksualitet.

Min pointe omkring det kristelige i Højlunds holdning er, at der formelt set er tale om en udlevelse den radikale, kristelige kærlighed. Det virker nok spøjst på mange at bruge betegnelsen kærlighed om et forsøg på at ”tvinge en bestemt levevis ned over hovedet på folk”. Men sagen er den, at ideen om kærlighed antager en ganske egen skikkelse igennem de for Kristendommen gennembrydende tekster – evangelierne og Paulus’ breve. Paulus bruger det græske ord agápē til at betegne den kærlighed der ikke søger at leve op til noget som helst, dvs. ikke søger at være elsket. Denne kærlighed udspringer at det på forhånd at være elsket fuldt og helt (af Gud), og derfor kan den udøves mod den elskede uden hensyn til at opnå anseelse i dennes, eller overhovedet andre menneskers, øjne. Med andre ord drejer det sig, som også flere moderne psykoanalytiske filosoffer har sagt, om en kærlighed, der ikke spejler sin egen identitet i den elskede, og derfor heller ikke behøver fastholde den elskede i en bestemt identitet, man kan spejle sig i.

I vores tilfælde behøver Højlund altså ikke, som kristen, at elske den homoseksuelle ud fra den identitet, man umiddelbart bestemmer hende ud fra – nemlig hendes homoseksualitet (Lad os bare forestille os en lesbisk, så bliver sætningerne mindre kringlede). Højlund behøver ikke elske den homoseksuelle som homoseksuel – eller han behøver ikke fastholde hende i den homoseksuelle identitet, hun selv påtager sig, for han har ikke brug for hendes anerkendelse. I stedet er han fri til at elske hende på den radikale måde, at han på hendes vegne søger det, han mener, er bedst for hende. Hans kærlighed tillader og påbyder ham at destruere hele hendes nuværende identitet, for at tildele hende en ny og bedre identitet, som heteroseksuel eller afholdende.

Ud over at forkaste den specifikke identitet, som den homoseksuelle bærer i denne samfundsdebat, forkaster Højlund herved også sin egen mulighed for at besidde en fast identitet som anstændig samfundsborger. Han lægger sig selv for had; ofrer sig så at sige i kærlighed. Hans holdning er altså etisk i den forstand, at han ikke lader alt være ”lige godt” for at holde sig gode venner med de fleste, men i stedet er villig til at miste anseelse for det, han mener er det gode. I den forstand ligner han Kristus, der angreb sin samtids sociale normer med en sådan voldsomhed, at man i al offentlighed lod ham ydmyge, torturere og myrde uden retssag.

 Men hvori tager Højlund og hans fæller så fejl?

I Rasmus Karkovs artikel for Information citeres Højlund yderligere:

”Bibelen tager alt for konkret afstand til homoseksuelt samliv til, at det er noget, vi kan diskutere og fortolke os ud af. Paulus skriver klart og tydeligt, at homoseksuelt samliv er en synd.”

”Kirken har ikke andet mandat end det, Bibelen giver, men man er i færd med at skære stykke for stykke af Bibelen. Politikerne og ledende kirkefolk er ved at stifte en helt ny religion.”

I mine øjne er problemet, som det nok allerede er fremgået, ikke Højlunds radikale etik. Jeg vil derimod gerne påtale hans fundamentalisme. Og ja, jeg mener bestemt, der kan skelnes mellem de to ting. Som det fremgår af ovenstående citater, kvalificerer Højlund ikke sin holdning til homoseksualitet ud fra sin personlige reaktion på tanken om homoseksuel praksis, men ud fra det, der står skrevet i de bibelske skrifter. Han mener, at disse skrifter udgør et fundament, som kan gå i opløsning ved at man ikke forholder sig konkret nok til det, idet man former den kirkelige praksis ud fra det. Han vil holde fast ved Skriften som fundament, som lovtekst for kristendommen som institutionaliseret praksis, og dermed er han fundamentalist, på trods af sit eget usagn om at ”Det er absurd og surrealistisk, at nogle mener, at jeg er fundamentalistisk, fordi jeg fremfører en helt igennem banal gentagelse af, hvad kirken altid har sagt: Nemlig at Bibelen er Guds ord.”

Men hvis Bibelens tekster skal ses som en lang række påbud, der blot skal håndhæves i praksis, er der så noget, der adskiller kristendommen fra en hvilken som helst anden religion, og som dermed skulle motivere os til at foretrække den frem for andre trosretninger – af andre grunde end nostalgi? Mit svar er et klart nej.

Til gengæld er jeg heller ikke enig i denne opfattelse af kristendommens grundtekster. Kristendommens essens er ikke en lære, som skal forkyndes og adlydes. I stedet er centrum for kristendommen en person. Personen Jesus Kristus, således som hans personlighed udtrykkes i de nytestamentlige tekster, kan ikke reduceres til et fastfrossent, eviggyldigt regelsæt. Det helt essentielle ved Kristi person er det, at den udgør grundlæggelsen af en ny type subjektivitet, som er udtryk for den nævnte kærlighedstanke. I teksterne kan vi møde denne elskende subjektivitet – personlighed eller individualitet – og forsøge at efterligne den, leve den ud, i vores egen tid og i vort eget samfund. Men dette kan kun ske, hvis Kristus forbliver en levende person, og vores forståelse af ham forbliver et levende, dynamisk møde, der ikke søges reduceret til, og fastholdt i, lovsætninger.

Er man bange for, at personlig, subjektiv og engageret læsning og tolkning af Skriften kan underminere dens kerne, er det udtryk for en manglende tillid til den radikale gennemslagskraft i Kristi person. En sand kristen stoler på, at det, der kan ligne et totalt tolknings-anarki, i virkeligheden kan være udtryk for et møde med det, der ligger dybere end fundamentet – nemlig kærlighedens personlige, dynamiske, voldsomme drift, som heller ikke nødvendigvis vil fastholde ægteskabet, vielsesritualet eller præsten i nogen kendt, fast formuleret identitet.

Den dag fundamentalisterne indser, at deres kærlighed er en afgrund, og at deres fundament er en illusion, vil vi med sikkerhed se en ny voldsom og velgørende drivkraft i vores samfund – nemlig en kærlighed som ”ikke elske[r] med ord eller tunge, men i gerning og sandhed” (Johannes’ første brev, kapitel 3, vers 18).

Liberalistisk Folkeparti

 

”[J]eg har brugt hele mit politiske liv til at kæmpe for, at vi ikke vurderede mennesker på hverken etnicitet og religion”.

”Jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde vil ‘spille det etniske kort’ som formand for SF”.

 - Villy Søvndal i Information d. 6/2

Således forsvarer Villy Søvndal sig, over for Informations udsendte medarbejder, mod diverse anklager om, at han skulle have udtalt sig forhastet om Holbergskolens planlagte café-møde for elevernes mødre – dvs. et møde hvor fædre er forment adgang.

Efter sigende har ledelsen ved Holbergskolen planlagt et møde, som skulle fremme både integrationen og kommunikationen med elevernes hjem, i og med at man kunne få kvinder i tale, som i de fleste andre sammenhænge ville holde sig tilbage og lade mændene føre ordet – eller slet og ret holde sig væk. Søvndal beklager, at han er offer for den misforståelse, at man skulle have indført kønsopdeling ved skolens regulære forældremøder – hvilket altså ikke er tilfældet, idet det planlagte møde er et selvstændigt initiativ, uafhængigt af det gængse forældremøde. Med forbehold for denne misforståelse siger Søvndal:

”Når det bliver sagt, at kvinder ikke kan deltage i et forældremøde, fordi de ikke må være sammen med andre mænd, så synes jeg, at det er et middelalderligt syn på forholdet mellem mænd og kvinder”.

En sådan holdning er Søvndal givetvis langtfra, blandt danskere, alene om. Det, man kan undre sig over, er det gennemgribende liberalistiske friheds- og lighedsbegreb, der synes at komme til udtryk i kritikken fra formanden for Socialistisk Folkeparti.

For lad os nu forestille os, bare for et øjeblik, at der faktisk var tale om kønsopdeling ved det klassiske, orienterende og beslutningsdygtige forældremøde. Det er selvfølgelig groft urealistisk; det er simpelthen for politisk ukorrekt til at kunne lade sig gøre, men alligevel ser det ud til at kunne betale sig for en partiformand at udtale sig om muligheden.

Altså, tankeeksperiment, sæt i værk:

Man konstaterer i skoleledelsen, at de fleste mødre af muslimsk baggrund ved forældremøderne enten forholder sig tavse eller overlader det til elevens fader overhovedet at dukke op til møderne. Man mistænker at denne tendens for en stor del har at gøre med tilstedeværelsen af mænd, og derfor beslutter man at holde to separate møder: et for mødre og et for fædre – eller måske endda det utænkeligt skævvredne: et for mødre og et for forældre af begge køn.

Hvad har man så gjort, ifølge Søvndal? Man er åbenbart gået ind på det omtalte ”middelalderlige syn på forholdet mellem mænd og kvinder”. Et knæfald for muslimsk kultur, som det hedder ifølge den generelle DF-retorik. Men hvad er alternativet? Hvis man fortsat holder sig til det almindelige, åbenbart Christiansborg-sanktionerede, dobbeltkønnede forældremøde, har man så ikke netop bragt dette middelalderlige syn til udfoldelse i praksis, idet resultatet jo bliver, at kvinderne tier stille eller bliver væk?

Villy Søvndal ønsker ytringsfrihed, kønslig ligestilling, oplysning, politisk indflydelse, råderet over egen krop, og alt muligt andet godt og demokratisk for disse kvinder. Og han under dem ikke disse goder ud fra deres køn, deres etnicitet, deres sociale baggrund, deres uddannelsesniveau, indkomst, religion eller andre kontingente faktorer, men ud fra deres menneskelighed slet og ret. Han vil ikke spille det etniske kort… Men helt ærligt, hvad er egentlig et menneske slet og ret?

For liberalismen – og åbenbart for Søvndal – er det en abstrakt enhed, der har det tilfælles med over 6 milliarder andre abstrakte enheder, at man blot, fra politisk hånd, skal give det præcis de samme principielle muligheder som disse over 6 milliarder andre; så vil denne abstrakte enhed blive til inkarnationen af de ønskede demokratiske goder.

Men er vores tilfælde med de muslimske mødre ikke et glimrende eksempel på, at abstrakte politiske rettigheder altid spiller sammen med en mængde specifikke sociale forhold? En abstrakt ytringsfrihed for eksempel, som der er politisk konsensus om, er vel ikke meget værd, hvis den alligevel sætter én i en konkret situation, som gør det socialt umuligt at udtale sig?

Dette er vel grunden til at socialismen, med dens materialistiske, marxistiske etc. baggrund, traditionelt har været overordentlig bevidst om, at hvis man vil have konkret lighed for konkrete mennesker, bliver man nødt til fra politisk hånd at tage højde for deres sociale forhold – og altså principielt gøre forskel på folk.

I denne uge har Villy Søvndal altså, midt i kapløbet for at tage størst mulig afstand fra samfundets forkasteligheder, taget den ultimative afstand fra den socialistiske arv.

Så tænk dog på børnene!

De seneste dages diskussion i medierne om animeret børneporno rammer nogle kernepunkter ved den politiske verdenssituation, så derfor åbner jeg nu på ny min rustne blogger-mund, og prøver at sige noget begavet.

For de uindviedes skyld, kan jeg lige kort opridse situationen: det handler om, at børneporno i Danmark – modsat de andre skandinaviske lande – er lovligt, så længe der er tale om ikke-fotografisk gengivelse – dvs. om animationer eller tegninger.

Tegnet og animeret børneporno er åbenbart (måske faktisk ikke så overraskende) et udbredt fænomen på internettet, og Red Barnet har forgæves forsøgt at politianmelde konkrete forekomster.

I den seneste debat har der, for mig at se, tegnet sig to fløje, nemlig de der, enten af videnskabelig eller intuitiv vej, henviser til det tegnede og animerede materiales indflydelse på brugerne. Det hævdes, at materialet forstærker de pædofiles lyster og derved ansporer brugen af fotografisk børneporno, og i sidste ende skulle risikoen for virkelige overgreb på børn også forøges herved. Sammen med den betragtning, at materialet indgår i etableringen af netværk, hvor pædofili anses for acceptabelt, bruges disse forhold som argument for en total bortcensurering af tegnet og animeret børneporno, hvordan dette så end skal defineres.

Præmisserne er sikkert korrekte nok. Det virker sandsynligt. Men hertil kommer den anden fløjs indvendinger:

Michael Hardt (f. 1960)

En lovgivning, der sætter grænser for, hvad man må tegne eller animere, vil være et brud på ytringsfriheden. Vi kan forbyde fysiske overgreb borgere imellem, og takket være begrebet ”mindreårig”, kan der også være tale om et overgreb, selv om offeret ikke sætter sig til modværge. Men hvis vi begynder at forbyde sproglige og grafiske ytringer, fordi vi mener at kunne forudsige deres resultater, kan vi lige så godt se at få oprettet en altomfattende opdragelses-institution, som fuldstændig kan nedbryde den menneskelige vilje, og erstatte den med forudprogrammeret, ufarlig adfærd. Med andre ord kan vi lige så godt acceptere politisk administration af selve livet, således at der ikke længere er nogen afstand mellem individet og staten, og ikke noget råderum hvor den enkelte kan have indflydelse på samfundets værdier og dermed også på dets politik. Vi kan lige så godt – og her parafraserer jeg både Michael Hardt og Giorgio Agamben –  give kærligheden til individet det destruktive twist, som fik fascismen til at sætte det individuelle liv under total administration – med koncentrationslejrene som yderste konsekvens.

… Der fik jeg vist godt og grundigt afsløret, hvilken fløj i debatten, jeg tilhører. Og det var nok også på høje tid.

I Deadline 22:30 på DR2, d. 18/1, trak pro-lovgivning-fløjens ræpræsentant, børnelæge og ph.d. Vibeke Manniche, det ultimative kort, i og med sin appel til at man ”tilgodeser børnene”. Dette argument formuleres klart af Helen Lovejoy i The Simpsons: ”Will somebody PLEASE think about the children!” (Tak til Henrik Rønnow for at påpege dette). Så tænkt dog på børnene. For mig at se fremstår børnene og familien gang på gang som den ultimative basis for at erklære undtagelsestilstande, der kan sætte enhver form for lov og ret ud af spil. I sidste kan vi reducere dette til selvtægts-argumentet, der starter med spørgsmålet: ”Hvad ville du gøre, hvis det var dit eget barn?”

Jeg er ikke selv far, men i min forestilling er svaret ret enkelt. Hvis mit eget (hypotetiske) barn blev udsat for et overgreb, ville jeg givetvis gøre en hel masse for at få animeret børneporno ulovliggjort. Ydermere ville jeg sikkert kæmpe indædt for at få gerningsmanden fængslet på livstid; ja faktisk er det ikke udsandsynligt, at jeg ville begive mig ud på gaden med en rusten kødøkse i hånden for at høste en vis legemsdel til at pryde pladsen over min kamin (jeg er hypotetisk rig i dette scenarie). Det er i hvert fald reaktioner der klinger sundt i mine ører, for kærlighed til éns nærmeste gør det selvfølgelig svært, ofte umuligt, at se særlig langt ud i fremtiden, endsige særlig bredt ud i samfundet. Det kan for eksempel være svært, i sin vrede og sorg, at forestille sig det samfund, som éns børn og børnebørn kommer til at leve i, hvis man (for at beskytte dem, bevares,) giver afkald på stadig flere rettigheder.

Benjamin Franklin (1706-1790)

Min glimrende medstuderende Thea P. Frederiksen har gjort mig opmærksom på et i denne sammenhæng passende citat af Benjamin Franklin:

”Those who would give up Essential Liberty to purchase a little Temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety”.

Det er klart, at mit direkte råd til brugeren af animeret børneporno vil være: Lad være. Du er på vej ind i den spiral af skam, som pædofili indebærer i vores samfund og hvorfra der ikke er nogen udvej i sigte, hverken for dig eller for de børn der rives med ind i den.

Men dette ændrer ikke på min holdning til vores censurlovgivning. Måske er det en lykkelig omstændighed for denne tekst, at jeg endnu er uden børn og derfor kan sige, at mine evt. kommende børn ikke skal leve i en verden, hvor sikkerheden er blevet så omfattende, at den har sat alle dem, den skulle gavne, under total administration. Jeg håber, andre vil tage over for mig, når jeg en dag overmandes af det kortsigtede hensyn til børnene.

Stormløb mod lykkens tyranni

Jeg er et sygt menneske… Jeg er et slet menneske. Et frastødende menneske. Jeg tror, jeg er leversyg. for øvrigt bekymrer det mig ikke et fnug hvad jeg fejler, og heller ikke véd jeg det mindste derom. Jeg gør ikke og har aldrig gjort noget som helst for at blive helbredet, skønt jeg har stor respekt for lægevidenskaben og for lægerne. [...N]år jeg ikke vil helbredes er det af ondskab, ikke af noget andet. […] Min lever behager at være syg – godt, så lad den rådne op!

Ovenstående udtalelse stammer fra begyndelsen af Dostojevskijs roman Optegnelser fra et Kælderdyb fra 1864, hvor hovedpersonen (af eftertiden døbt Kældermennesket) udfylder bogens første halvdel med en rablende, hidsig, defensiv, samvittighedsplaget og selvmodsigende monolog om sin egen personlighed. Kældermenneskets indre konflikt bunder i grundlæggende spørgsmål omkring lykke, videnskab og social retfærdighed – samt om sammenhængen mellem disse ting. Dostojevskij giver os, i denne roman, blandt andet et hint om hvad litteraturen kan, ud over at være et pusterum eller en pauseklovn mellem videnskabens instruktioner og religionens menings-tilskud.

At løbe panden mod en mur.

Kældermennesket har et problem: han er kommet til at tænke sig om. Han er ikke blot et rationelt menneske, udstyret med ”almindelig sund fornuft”, hvormed man forstår at begå sig i et samfund, nej han er også kommet til at overveje, hvad en sådan rationalitet egentlig indebærer. Dermed er han blandt andet stødt på videnskaben:

Det umulige – d.v.s. hér er en stenmur, her kommer du ikke længer! Hvad for en stenmur? Nå – naturlovene selvfølgelig, naturvidenskabens resultater, matematikken. […] Naturen må De tage, som den er, og alle dens resultater med. En mur er og bliver en mur…

Fjodor Dostojevskij (1821-1881)

I videnskabens beskrivelse af naturen – den materielle virkelighed – ser han noget, der ikke rigtig er til at komme uden om. Når videnskaben har sagt, at noget er sådan-og-sådan, så er det sådan. Og så virker det sådan-og-sådan, og hvis man prøver at afvige fra videnskabens anvisninger, så virker det ikke mere. Kældermennesket står over for videnskabens anvisninger om, hvad der virker. Hans eneste problem er, at han nu engang gerne vil noget andet. Ikke at der er noget særligt andet, han gerne vil, i første omgang. Han er sådan set bare blevet besat af tanken om at kunne ville noget overhovedet.

Unægtelig – har man først engang fundet formlen for al vor villen […] altså den rigtige matematiske formel – ja, så vil mennesket sikkert overhovedet ophøre med at ville… ja, det vil han aldeles sikkert.

Hvis videnskaben viser ham, hvordan alting fungerer, via kæder af årsag og virkning, og derpå anviser ham hans rette, sunde plads i denne naturorden, hvori består så sådan noget som valg eller vilje? Kan han så kun ville noget, ved at ville det usunde, det irrationelle? Det prøver han i hvert fald, og dér begynder hans kvaler, for det rationelle ligger dybt i ham og er ikke rigtig til at slippe af med.

 Just det var knuden, just deri lå den egentlige gemenhed, at jeg hvert eneste øjeblik, ja, selv i de mest edderspændte øjeblikke, var mig fuldtud og aldeles skamløst bevidst, at jeg slet ikke var så særlig ondsindet [...].

Videnskab om lykken.

John Stuart Mill

Der er selvfølgelig andet og mere på spil, end det at kunne acceptere videnskabens påstande om, for eksempel, at alle legemer i rummet er indbyrdes tiltrukne, eller at menneskekroppen er bygget op af kulstofmolekyler. Det, som Dostojevskij reagerer imod, gennem kældermennesket, er den såkaldte utilitarisme, som man i det 19. århundredes Rusland havde importeret fra Vesteuropa, og især fra England. Utilitarismen, hvis hovedskikkelser tæller Jeremy Bentham og John Stuart Mill, er en ideologi, som stræber efter størst mulig lykke, for flest muligt. Det lyder jo umiddelbart strålende, men Dostojevskijs anke er, at denne lykke er ensidigt defineret som fraværet af lidelse, således at der er en simpel, kvalitativ skala, hvorpå alle menneskers tilstand kan placeres ét eller andet sted mellem lykke og lidelse.

Jeremy Bentham

Den videnskab, som kældermennesket angriber, er egentlig utilitarismens katalogisering af alle verdens fysiske – derunder industrielle og økonomiske – fakta, som skal vise samtlige sociale klasser, at den aktuelle samfundsindretning nøje er udregnet med henblik på den optimale lykke-balance. Man har bundet lykkens ensidige karakter til den fysiske verdens urokkelige vilkår, og maner derved enhver social modstand i jorden – det er jo sund fornuft, at vi ikke kan ændre på naturlovene, som bestemmer samfundslovene.

Men denne sunde fornuft er jo alligevel nogens fornuft. Der er nogen der har valgt at bedrive denne videnskab, og videnskaben forklarer derfor ikke blot hvordan tingene fungerer; den indebærer også en række beslutninger om hvad det egentlig er, der skal fungere. For at videnskaben så at sige kan beskrive midlet, må der være udvalgt et mål, og utilitarismens totale smertefrihed er et sådant mål.

Så når kældermennesket besættes af muligheden for at ville noget andet, handler det om at han på den ene side ikke kan andet end være enig i det omgivende samfunds konsensus om, hvad der fungerer – det er jo netop dette samfunds indlysende sandheder – men at det på den anden side ikke helt fungerer for ham. Han ser det fornuftige – dvs. det accepterede – i en orden, hvori han, til trods herfor, ikke trives.

 Frihed og synlighed.

Det er her, man ikke må undervurdere betydningen af social anerkendelse. Selv om kældermennesket (tydeligvis) ikke trives sådan som tingene er, kan han heller ikke se noget egentligt alternativ, eftersom det at trives kræver anerkendelse. Der er ingen anden samfundsmæssigt anerkendt position, som han kan indtage. Der er bred enighed om, hvad det gode liv er, så når denne mand vil noget andet, må han nødvendigvis ville være ulykkelig! I dagens Danmark ville vi kalde hans holdning for politisk ukorrekt, og man ville forarges ved at tænke på, hvor mange ressourcer, vi nu skulle bruge for at få ham og hans slags på ret køl igen.

Dette er selvfølgelig ikke så aktuelt i 1860ernes Rusland, hvor romanen foregår. Her er situationen den, at Zar Alexander II i 1861 havde vedtaget et – sikkert ganske velment – dekret om at en række folk i tjenende positioner skulle frisættes. Dette resulterede blot i at mange mennesker mistede deres, om end ydmyge, så dog stadig socialt anerkendte position. I realiteten var de stadig underlagt deres gamle herrer, nu var det bare ikke officielt vedtaget; det var noget man måtte skamme sig over – samtidig med at det, ifølge utilitarismen, selvfølgelig var uundgåeligt.

Kældermennesket er blevet usynligt for sine omgivelser, og når han vil gøre sig synlig, bryde ud af sin uønskede position, skabe mere acceptable forhold for folk af hans status, støder han på utilitarismens mur inde i sit eget sind. Efter at have brugt romanens første halvdel på at udmale hele sin personligheds katalog af masochistiske selvmodsigelser og samvittighedsplagede spiralbevægelser, beretter vores helt om sit forkvaklede forsøg på at indtage gaden og skabe politisk forandring i byrummet. Hans enmands-demonstration består slet og ret i ikke at vige til side, idet han møder en højerestående officer på fortovet. Det kan synes banalt eller barnligt, men ikke desto mindre er det, i romanen, en absurd bevidstheds første tilbagevenden til virkeligheden, og den første ytring hvori den bevæger sig ud over sin egen fantaserende indre monolog.

Pludselig, kun tre skridt fra min fjende, fattede jeg ganske uventet min beslutning, kneb øjnene sammen, og – vi tørnede kraftigt sammen, skulder mod skulder! Ikke så meget som en tomme var jeg bøjet af – og som en fuldkommen ligeberettiget gik jeg nu forbi ham! […J]eg havde hævdet min værdighed, ikke en tomme var jeg veget, og for fuld offentlighed havde jeg stillet mig på samme sociale trin som han.

 God læselyst…

Dostojevskij kan det, som litteratur kan, når den er bedst: han kan udvide vores sociale forestillingsevne. Hans litterære personer er sjældent særlig detaljerede eller nuancerede; faktisk er de oftest kogt helt ned til den centrale konflikt, som de skal udtrykke. Deres tanker virker ofte absurde for læseren, men samtidig kan man ikke rigtig komme uden om en mærkværdig konsistens i de feberagtige monologer. Sagen er nemlig den, at disse karakterer repræsenterer en sammenhængende diskurs, som blot befinder sig i et samfunds blinde vinkel.

De siger lige præcis det, som falder uden for den etablerede måde at tænke på, og som derfor isolerer og piner personen selv – og forvirrer alle andre. Det vigtige er, at Dostojevskij – blandt mange andre – kan lære os at høre efter, når det skjulte, det usynlige, det gale, det ukorrekte eller det tabubelagte taler og viser os hvilke livsformer der, i lige præcis vores måde at indrette os på, falder uden for eller bliver sat i en uløselig klemme.