Marked og Ytringsfrihed

Arek Onyszko er fodboldspiller. I denne egenskab var han indtil for nylig ansat hos FC Midtjylland. Derudover har han skrevet en bog. Den hedder Fucking Polak og indeholder angivelig nogle mindre reflekterede anti-homoseksuelle ytringer.

På grundlag af disse passager valgte fodboldklubben at fyre Onyszko, med den officielt tilknyttede forklaring, at man ville udrydde homofobi fra sin midte.

I Dagbladet Information, 6. november, påpeger Anders Haahr Rasmussen, at Onyszko ikke er et holdningsmæssigt særtilfælde, men at han blot eksplicit har formuleret den danske fodboldkulturs gennemgribende, men oftest offentligt fortiede, homofobi. Ifølge Rasmussen er det simple forretningshensyn, der ligger bag fyringen af Onyszko. Hans image er ganske enkelt ikke rentabelt længere. Dette har ikke noget at gøre med Onyszkos indsats i arbejdstiden, men derimod med ting han har foretaget sig ved siden af sin fodboldkarriere – i sin fritid.

Overordnet set er Onyszkos tilfælde langt fra enestående. Der lader ikke rigtig til at være nogen offentlig instans, der forhindrer at man bliver fyret på grund af lovlig aktivitet uden for arbejdstiden.

Jeg er egentlig interesseret i, hvori vores nok så berømte ytringsfrihed består, hvis man, i stedet for at blive frihedsberøvet af staten, blot kan blive frataget sin levevej af en privat instans, når man udtaler sig politisk ukorrekt.

Vore dyrebare frihedsrettigheder bunder for en stor del i oplysningstænkernes indsats for individets autonomi i handling, tale og, ikke mindst, tanke. Immanuel Kant skriver i sin tekst Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? (Besvarelse af Spørgsmålet: Hvad er Oplysning?), at en grundforudsætning for den oplyste frigørelse er adskillelsen af en offentlig sfære fra en privat.

Den private sfære: Det der vedrører den enkeltes embede. Inden for dette område må friheden gerne indskrænkes, således at man kun må handle og udtale sig, som det sig hør og bør for éns stilling.

Den offentlige sfære: Det rum hvori den enkelte færdes uden for sit erhverv. Her er det statens opgave at varetage den enkeltes mulighed for at tænke, tale og i vid udstrækning handle, som han vil. Det er i offentligheden at den enkelte er myndiggjort. Det er på den offentlige scene at den frie samtale, og dermed også den selvstændige tanke fremkommer. En beskyttet offentlig sfære er med andre ord nødvendig for et faktisk fungerende demokrati, hvor det er borgernes respektive oplyste meninger, der har politisk indflydelse.

Det kan virke underligt for os, at éns arbejde skulle være det private, for er det ikke netop som privatperson, at jeg burde være i stand til at udtale mig frit? Men alligevel har Kant måske fat i noget, for er det ikke netop sådan, at det, i vore dage, er private markedsinteresser, der styrer vores skæbne på arbejdsmarkedet?

Ydermere er det svært at se, hvor den offentlige sfære overhovedet er blevet af. Giver det mening at snakke om myndiggørelse, frihed og – ja, oplysning, når markedets privatsfære kan reducere vores offentlige ansigt til et image, som har større eller mindre markedsværdi?