Tænderskæren

I dag vil jeg gerne – flettet ind mellem Gustave Dorés ærefrygtindgydende og sært drengerøvsagtige illustrationer af diverse religiøse værker – bringe nogle få citater, som anslår noget, der muligvis kan anses for denne blogs centrale tema. Og måske kan de også sige noget om den læsemåde, jeg forsøger at invitere til. Altså, uden videre omtanke eller væven omkring:

”[M]en Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren”.

(Matthæusevangeliet kap. 8, v. 12)

”Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren”.

(Matthæusevangeliet kap. 25, v. 30)

”At læse er at være andetsteds, der hvor de ikke er, i en anden verden; det er […] at skabe mørke hjørner, hvor ingen kan se ind, inden for en eksistens, der er underkastet [...] det uforsonlige lys, som […] materialiserer den sociale fremmedgørelses helvede. Marguerite Duras har bemærket: ‘Måske læser man altid i mørke…. Læsning afhænger af nattens uklarhed. Udenfor samler mørket sig om bogen, selv om man læser ved højlys dag’.”

(Michel de Certeau – L’invention du quotidien – Min oversættelse af en oversættelse)

Vi børn af Oplysningen og den kristne mystik kan rigtig godt lide at samle os omkring lyset, og når vi præsenteres for en mørk afkrog, skal dens dunkelhed, koste hvad det vil, drives ud hurtigst muligt. Lyset er det gode, det smukke, det kendte, det vi ved eller forstår. Det er der, man hører til. Det er i lyset, man bliver set og kan se.

Men det er klart, at lyset altid er en begrænset energi, der kun kan bortskaffe mørket inden for et vist område og kun i større eller mindre grad – dvs. aldrig fuldstændig. Man er nødt til at holde sig inden for lyset, rette det udad, og se det fortage sig gradvist ud i Mørket Udenfor. Og man må sørge for at høre til i lyset; sørge for at være et lysets barn. Man må holde sig mørket fra livet; uddrive det af sit eget indre – for ellers er de, der er i fuldendt pagt med lyset, jo nødsaget til at kaste én (altså personen, der ikke formåede at forsage mørket i sig selv) ud i det omtalte Udenfor. Den, der er mørk indeni, hører til ude i mørket. Eller rettere, han hører ikke til, og forvises derfor til det absolutte Udenfor.

Men gælder det ikke også inden for mig selv, inden for selvets love, at lyset kun er en begrænset energi, der kun formår at fordrive mørket til en vis grad? Er jeg ikke altid kun delvist eller relativt oplyst (god, forstandig, korrekt, høflig, venlig, anstændig etc.)? Og hvad værre er: er jeg ikke kun et individ – altså forskellig fra alle jer andre – i kraft af at jeg er en mørk afkrog, som kun til en vis grad og på bestemte måder har set lyset, det fælles lys, som gør mig i stand til at omgås jer andre inden for dagens og vejens lyse rum? Falder uddrivelsen fra Paradiset ikke sammen med selve individernes skabelse; altså med deres udspaltning fra selve den forskelsløshed, der er det totale lys?

Hvis der er et mørke, som man kan henvises til, så tror jeg i hvert fald ikke, det er et Udenfor. Jeg tror mørket er selve den enkelte, som på den ene side ikke kan eksistere uden at spille et spil med masker ude i dagslyset; men som heller ikke kan overleve kravet om at være fuldt ud lys i sit indre. Hvis sjælen skal være fuldt og helt god, kendt, forstået – hvis den helt igennem skal fortjene at blive tolereret – vil den ophøre med at eksistere. Den ene grøft består derfor i at synke helt tilbage i sit indre mørke, den anden i at antænde en puritansk skærsilds flammer i hjertet, i årer, muskler og knogler, for at udradere de skygger, der altid klæber til kødet; skygger der er mere oprindelige end lyset. Det er kødets skygger, der er selve sjælen. Sådan tror jeg, det må være.

Når Venner Mødes

 

I.

jeg møder dit blik ligesom
tredive tons dieseldreven industri i fart
fryser fast bag chaufførens tidsløst
nærdødsskidende grimasse
fem centimeter fra muren
i det sidste millisekunds papirstynde flade
den ubevægede stilstand
i to dimensioner

skærmen som spærrer for din tid og min
for tiderne smadrer imod den fra begge sider
som godstog
med vogn imod vogn imod vogn
og metal der vrides
i slægt efter slægt

II.

du skinner med titusind dages skær
der svulmer som himlen
og sprænger mit kælderrums ruder
du skinner så alt blilver ét
så sofa og lampe og seng
forsvinder i skarphed
eller samles i hvidt som Hiroshima

mit mørke forråder min krop
mit mørke, mit mørke
alene i lys
uden skygger der fletter sig ind
mellem fingre
og tegner mit ansigt som kærtegn
skelner kød fra kød

kujonerne flygter
forlader mig blottet
som havet i sølvstimers vold
du skinner igennem
intet mod væggen
for hvad er et sind uden skjul

III.

dit sprog et stålskelet
for vort mødes bygningsværk
hvor jeg kradser løs
på murenes indersider
betongrus og uciviliseret sprukne
stumpende tilblodsdesperate negle
uset i kælderen
under din stemmes konventionsmatrikel

dit hjertelige gab til hilsen spyr
en svirrende mundfuld ordpartikler
skingert snurrende barberbladshvepse
ottende plages mangfoldigt hastende sværm
af munde bestormer mit hjertes kornmark
høfligheds monstrøse masse i formation
på veltalenhedens enstemmige vinger
og jeg forstenet i overlydsbraget

mit kød er gopler i en storm af metal

lydbølgers spastiske voldsdæmoner skyller
gennem muskler der ynkeligt giver sig hen
som skøgehjertet
til elektrochokkets orgie
afsindigt ormekrympende
rykkes sener løs med successive smæld
som maskinpistolers ild trækker spor
hen over kroppens afskrællende hudkonturer
de svedne ørkenflagers vindsmuldren
under helvedes haglbyge

IV.

kantede kurver i klodset nøgenhed
nervøst tyndslidt hud i klemme
mellem knoglers begær
hvidkalket indbyrdes slid
utrætteligt sprænger ensomheds fibervæv
klamt og begærligt som våd papyrus
men udtørret færdiggrædt som pergament

knæskal og hofteskål
voldsomt sidste liderligste fremstød
på denne kolde grottes dansegulv
bagest i skygge
vi gnaver sanseløst
gnider aggressivt
med hudløs kalkblottetheds intimitet

ribben skurrer frontalt mod hinanden
i udhungret parringsleg
brystbens kalkplader skraber sygeligt
febrilsk som møllesten
knogler i akavet ledforvridning
søger en ny position
for at gennemtrænge det hårde
frustreret insektklikken
hjælpeløst på ryggen strandet
fastklemt under eksoskelettets
dødskrampevægt
skjold mod skjold
med sammenfiltrede kindbakker
brodden splintres mod din blanke skal
sygtgrønne giftstænk

fattigt klamrende dødninges
stivhedsfingre
søger sprækker i brusk
for at tvinge sig vej til det bløde
sort mekanisk som en edderkop
tænder mod tinding
skraber hulest hvor laget er tyndt
tænder som splintres
i indbyrdes skæren uden tunger

inderst inde bag sultedøden
hungrer skelettet for evigt

V.

så lad mig dog hamre mit kranium mod dit
så hjernerne slynges
gennem øjen- mund- og næsehuler
masserne blandes
og knogler skal ikke længere skille os ad