Så tænk dog på børnene!

De seneste dages diskussion i medierne om animeret børneporno rammer nogle kernepunkter ved den politiske verdenssituation, så derfor åbner jeg nu på ny min rustne blogger-mund, og prøver at sige noget begavet.

For de uindviedes skyld, kan jeg lige kort opridse situationen: det handler om, at børneporno i Danmark – modsat de andre skandinaviske lande – er lovligt, så længe der er tale om ikke-fotografisk gengivelse – dvs. om animationer eller tegninger.

Tegnet og animeret børneporno er åbenbart (måske faktisk ikke så overraskende) et udbredt fænomen på internettet, og Red Barnet har forgæves forsøgt at politianmelde konkrete forekomster.

I den seneste debat har der, for mig at se, tegnet sig to fløje, nemlig de der, enten af videnskabelig eller intuitiv vej, henviser til det tegnede og animerede materiales indflydelse på brugerne. Det hævdes, at materialet forstærker de pædofiles lyster og derved ansporer brugen af fotografisk børneporno, og i sidste ende skulle risikoen for virkelige overgreb på børn også forøges herved. Sammen med den betragtning, at materialet indgår i etableringen af netværk, hvor pædofili anses for acceptabelt, bruges disse forhold som argument for en total bortcensurering af tegnet og animeret børneporno, hvordan dette så end skal defineres.

Præmisserne er sikkert korrekte nok. Det virker sandsynligt. Men hertil kommer den anden fløjs indvendinger:

Michael Hardt (f. 1960)

En lovgivning, der sætter grænser for, hvad man må tegne eller animere, vil være et brud på ytringsfriheden. Vi kan forbyde fysiske overgreb borgere imellem, og takket være begrebet ”mindreårig”, kan der også være tale om et overgreb, selv om offeret ikke sætter sig til modværge. Men hvis vi begynder at forbyde sproglige og grafiske ytringer, fordi vi mener at kunne forudsige deres resultater, kan vi lige så godt se at få oprettet en altomfattende opdragelses-institution, som fuldstændig kan nedbryde den menneskelige vilje, og erstatte den med forudprogrammeret, ufarlig adfærd. Med andre ord kan vi lige så godt acceptere politisk administration af selve livet, således at der ikke længere er nogen afstand mellem individet og staten, og ikke noget råderum hvor den enkelte kan have indflydelse på samfundets værdier og dermed også på dets politik. Vi kan lige så godt – og her parafraserer jeg både Michael Hardt og Giorgio Agamben –  give kærligheden til individet det destruktive twist, som fik fascismen til at sætte det individuelle liv under total administration – med koncentrationslejrene som yderste konsekvens.

… Der fik jeg vist godt og grundigt afsløret, hvilken fløj i debatten, jeg tilhører. Og det var nok også på høje tid.

I Deadline 22:30 på DR2, d. 18/1, trak pro-lovgivning-fløjens ræpræsentant, børnelæge og ph.d. Vibeke Manniche, det ultimative kort, i og med sin appel til at man ”tilgodeser børnene”. Dette argument formuleres klart af Helen Lovejoy i The Simpsons: ”Will somebody PLEASE think about the children!” (Tak til Henrik Rønnow for at påpege dette). Så tænkt dog på børnene. For mig at se fremstår børnene og familien gang på gang som den ultimative basis for at erklære undtagelsestilstande, der kan sætte enhver form for lov og ret ud af spil. I sidste kan vi reducere dette til selvtægts-argumentet, der starter med spørgsmålet: ”Hvad ville du gøre, hvis det var dit eget barn?”

Jeg er ikke selv far, men i min forestilling er svaret ret enkelt. Hvis mit eget (hypotetiske) barn blev udsat for et overgreb, ville jeg givetvis gøre en hel masse for at få animeret børneporno ulovliggjort. Ydermere ville jeg sikkert kæmpe indædt for at få gerningsmanden fængslet på livstid; ja faktisk er det ikke udsandsynligt, at jeg ville begive mig ud på gaden med en rusten kødøkse i hånden for at høste en vis legemsdel til at pryde pladsen over min kamin (jeg er hypotetisk rig i dette scenarie). Det er i hvert fald reaktioner der klinger sundt i mine ører, for kærlighed til éns nærmeste gør det selvfølgelig svært, ofte umuligt, at se særlig langt ud i fremtiden, endsige særlig bredt ud i samfundet. Det kan for eksempel være svært, i sin vrede og sorg, at forestille sig det samfund, som éns børn og børnebørn kommer til at leve i, hvis man (for at beskytte dem, bevares,) giver afkald på stadig flere rettigheder.

Benjamin Franklin (1706-1790)

Min glimrende medstuderende Thea P. Frederiksen har gjort mig opmærksom på et i denne sammenhæng passende citat af Benjamin Franklin:

”Those who would give up Essential Liberty to purchase a little Temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety”.

Det er klart, at mit direkte råd til brugeren af animeret børneporno vil være: Lad være. Du er på vej ind i den spiral af skam, som pædofili indebærer i vores samfund og hvorfra der ikke er nogen udvej i sigte, hverken for dig eller for de børn der rives med ind i den.

Men dette ændrer ikke på min holdning til vores censurlovgivning. Måske er det en lykkelig omstændighed for denne tekst, at jeg endnu er uden børn og derfor kan sige, at mine evt. kommende børn ikke skal leve i en verden, hvor sikkerheden er blevet så omfattende, at den har sat alle dem, den skulle gavne, under total administration. Jeg håber, andre vil tage over for mig, når jeg en dag overmandes af det kortsigtede hensyn til børnene.

Muto

Tilbage i 1903 beskrev den tyske sociolog Georg Simmel storbyens betydning for den menneskelige psyke. For ham at se blev storbymennesket bombarderet med en så stor og så hektisk skiftende mængde indtryk, at følelseslivet slet ikke kunne følge med. Den følsomme sjæl blev tvunget til at forskanse sig bag ved en distancerende ydre skal, bevogtet af det beregnende intellekt, og omgangen med medmenneskene blev reduceret til kølig, fjendtligsindet konkurrence om at komme længst muligt forud for den anonymitet, som altid truede med at indhente og opsluge individet.

Dette billede genkender en middelklasse-københavner af den kreative klasse nok kun med omfattende modifikationer. Selv nærer jeg i hvert fald noget mere romantiske forestillinger omkring bylivet. Umiddelbart oplever jeg storbyens gadebillede som sprudlende og svulmende af en mangfoldig vitalitet, som netop bekræftes ved sine mange indbyrdes modstridende retninger.

 … og dog, måske er jeg bare forblændet af mit eget overskud. Måske har jeg hovedet for langt oven vande. Efter generationers overlevelse og delvis trivsel i bymiljøet, kan det være, jeg er fremstået som et produkt, der er så hærdet og distanceret, at jeg kynisk kan lade mig underholde af den kamp, Simmel beskriver. Og muligvis er det nødvendigt, at jeg bliver blottet og nådesløst konfronteret med livet som den kamp, det er, før end jeg egentlig kan fatte dets altid dyrekøbte pluralitet.

Men hvordan kommer man ud over sit eget billede af byen og livet (og af hvad som helst andet)? Måske skal jeg udsættes for noget i retning af det, Virginia Woolf påstår at opleve, så snart hun forlader sit hjem:

“The shell-like covering which our souls have excreted to house themselves, to make for themselves a shape distinct from others, is broken, and there is left of all these wrinkles and roughness a central oyster of perceptiveness, an enormous eye.”

 Og nu, hvor stemningen er etableret: BLUs stop motion-/animationsfilm Muto:

Her ser jeg livet mutere, kanaliseres, skifte form og løbe vild hen over byens mure, som overalt skyder op for at inddæmme og definere det som noget bestemt, eller lade det forsvinde uden for al social anerkendelse. BLUs figurer er altid forpinte; altid masochistisk på flugt fra deres alt for organiserede kroppe, som konstant trues af krystallisering.

Her ser jeg håbet om at der, et sted mellem myldretidsbølger og takttællende lyssignaler, måske gennem en underjordisk ruinpassage, måske op ad en forfalden fabriksbygnings usete bagvæg, finder en sejr sted, hvor livet glider fri, stikker af, slår sig løs – ”splintret som i tidsforskudte lyn”, for at lade Inger Christensen få det sidste ord (sikkert ikke for sidste gang).