Vækst og Racisme

DR2′s Deadline tog i går aftes, i anledning af den forestående racisme-retssag mod DF’s Jesper Langballe, fat i den principielle diskussion omkring straffelovens § 266 b – også kaldet Racismeparagraffen eller Diskriminationsparagraffen.

For god ordens skyld bringer jeg paragraffen i fuld længde:

 ”§ 266 b: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2: Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Inviteret til debat i studiet var Zenia Stampe, næstformand for Det Radikale Venstre, og Jacob Mchangama, chefjurist i den liberale tænketank CEPOS.

Positionerne var nogenlunde som følger:

Stampe: Paragraffen bør bevares, fordi den dæmmer op for, at der kan spredes løgne om etniske eller seksuelle minoriteter – løgne som vil kunne forårsage voldshandlinger fra godtroende befolkningsmedlemmers hånd, hvilket vel at mærke ville finde sted, her og nu, hvis ikke racismeparagraffen gjaldt.

Mchangama: Paragraffen bør afskaffes, fordi den bedst mulige måde at sikre fornuftig opførsel hos befolkningen er at lade den offentlige debat udfolde sig så frit som muligt. Der vil nemlig altid være en god og fredselskende majoritet, til at sætte de rabiate (racistiske) minoriteter på plads. Man bør stole på den almindelige danskers iboende fornuft.

I parentes bemærket var det sjovt at se, hvordan de to debattører stilmæssigt syntes at inkarnere henholdsvis den hede patos og den kølige fornuft, de hver især mener, befolkningen primært er modtagelig for.

På indholdsiden må man mod Stampes position for det første indvende, at paragraffen faktisk slet ikke forholder sig til sandhedsværdien i den type udsagn, den refererer til. § 266 b tillader os, isoleret set, at lyve så meget og så stærkt vi lyster. Det, det drejer sig om, er den værdimæssige ladning i udsagn, der baserer sig på etniske eller seksuelle grupperinger.

Derudover kan man stille spørgsmålstegn ved Stampes formodning om, at paragraffens fravær her og nu, ville gøre den store forskel (ud over manglende motivation for debatter som den aktuelle). I den forbindelse kan man give Mchangama medhold i, at der – igen, her og nu – eksisterer en befolkningsmæssig majoritet, hvis begreb om politisk korrekthed får dem til spontant at sætte racistiske agitatorer på plads. Stemningen i den brede befolkning er simpelthen sådan, at der fx trods alt ikke er det store læs stemmer at hente gennem retorisk eksplicit racediskrimination.

Når dette er sagt, er der alligevel det at tilføje, at Mchangama ikke blot konstaterer, at den nævnte politisk korrekte majoritet eksisterer. Han har også en ide om, hvorfor den eksisterer – hvad dens basis er. Ifølge ham – og idet han følger sit liberal(istisk)e bagland – eksisterer den antiracisitke majoritet som følge af den åbne og frie debat, hvor den almindelige danskers (og måske endda den alment menneskelige) iboende fornuft kommer til udtryk. Der findes måske nok spredte, gådefulde undtagelser (Jonni Hansen kommer på tale) hvis fornuft af forskellige ulykkelige årsager er hæmmet i sin udfoldelse, men selve fornuftens overordnede sejr er sikret, så længe der ikke lægges autoritære bånd på den.

Andy Warhol: "Little Race Riot" (1964)

Min påstand er, at den politiske korrekthed, når det kommer til raceanliggender, ikke er et åndeligt karaktertræk ved den frit udfoldede menneskelige tanke, men at den har sin materielle og økonomiske basis. En signifikant del af befolkningen er i stand til at tænke med (teoretisk) overskud på etniske minoriteter, fordi vi lever under omstændigheder, der gør os optimistiske mht. vores jagt på profit eller lykke. Vi tror på, at vi er del af en vækstdynamik, der bærer os stadig nærmere den materielle lykke, og vi tror på, at det er vores egen skyld, hvis vi som enkeltindivider skulle falde uden for denne dynamik. Med andre ord er der tilstrækkelig mange af os, der ikke har brug for en syndebuk. Vi tror på, at lykkens objekt er derude; er tilgængeligt for os – og derfor behøver vi ingen til at fortælle os, hvem der har taget det fra os.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at der findes utallige manifestationer af racisme i befolkningen; gerne koncentreret i grupperinger, der kæmper med følelser af materiel eller kulturel underlegenhed – hvor der med andre ord faktisk er brug for en syndebuk.

Ydermere må vi spørge os selv, om CEPOS-drømmen om den evige vækst og jagt på profit kan og bør lade sig realisere fremover, og om hvad konsekvenserne bliver hvis vi – frivilligt eller tvungent – forlader den. Min egen opfattelse af racismeparagraffen er den, at der er tale om en stopklods, som ikke har den store aktualitet nu og her (om end vi selvfølgelig må holde den i live i tilfælde som Langballes), men som er vigtig at have i baghånden, den dag der bliver økonomisk basis for en bred og effektiv racistisk propagandavirksomhed.

Med andre ord: Hvis (og forhåbentlig når) vi en dag indser, at vi ikke ubegrænset kan kanalisere vores begær efter lykke ud i forbrugets metafysiske vækstbobbel, får vi nok brug for mere håndfaste måder at regulere kampen om materielle goder. Når først de materielle interesser for alvor og over en bred kam støder sammen, kan det godt være, solidariteten (med minoritetsgrupper) får brug for en hjælpende hånd.

Der er jo trods alt grupper, der, med større sandsynlighed end andre, vil stå for skud, når det gælder at finde ud af, hvem der har taget vores arbejde, vores kvinder eller vores sammenhængskraft.

Liberalistisk Folkeparti

 

”[J]eg har brugt hele mit politiske liv til at kæmpe for, at vi ikke vurderede mennesker på hverken etnicitet og religion”.

”Jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde vil ‘spille det etniske kort’ som formand for SF”.

 - Villy Søvndal i Information d. 6/2

Således forsvarer Villy Søvndal sig, over for Informations udsendte medarbejder, mod diverse anklager om, at han skulle have udtalt sig forhastet om Holbergskolens planlagte café-møde for elevernes mødre – dvs. et møde hvor fædre er forment adgang.

Efter sigende har ledelsen ved Holbergskolen planlagt et møde, som skulle fremme både integrationen og kommunikationen med elevernes hjem, i og med at man kunne få kvinder i tale, som i de fleste andre sammenhænge ville holde sig tilbage og lade mændene føre ordet – eller slet og ret holde sig væk. Søvndal beklager, at han er offer for den misforståelse, at man skulle have indført kønsopdeling ved skolens regulære forældremøder – hvilket altså ikke er tilfældet, idet det planlagte møde er et selvstændigt initiativ, uafhængigt af det gængse forældremøde. Med forbehold for denne misforståelse siger Søvndal:

”Når det bliver sagt, at kvinder ikke kan deltage i et forældremøde, fordi de ikke må være sammen med andre mænd, så synes jeg, at det er et middelalderligt syn på forholdet mellem mænd og kvinder”.

En sådan holdning er Søvndal givetvis langtfra, blandt danskere, alene om. Det, man kan undre sig over, er det gennemgribende liberalistiske friheds- og lighedsbegreb, der synes at komme til udtryk i kritikken fra formanden for Socialistisk Folkeparti.

For lad os nu forestille os, bare for et øjeblik, at der faktisk var tale om kønsopdeling ved det klassiske, orienterende og beslutningsdygtige forældremøde. Det er selvfølgelig groft urealistisk; det er simpelthen for politisk ukorrekt til at kunne lade sig gøre, men alligevel ser det ud til at kunne betale sig for en partiformand at udtale sig om muligheden.

Altså, tankeeksperiment, sæt i værk:

Man konstaterer i skoleledelsen, at de fleste mødre af muslimsk baggrund ved forældremøderne enten forholder sig tavse eller overlader det til elevens fader overhovedet at dukke op til møderne. Man mistænker at denne tendens for en stor del har at gøre med tilstedeværelsen af mænd, og derfor beslutter man at holde to separate møder: et for mødre og et for fædre – eller måske endda det utænkeligt skævvredne: et for mødre og et for forældre af begge køn.

Hvad har man så gjort, ifølge Søvndal? Man er åbenbart gået ind på det omtalte ”middelalderlige syn på forholdet mellem mænd og kvinder”. Et knæfald for muslimsk kultur, som det hedder ifølge den generelle DF-retorik. Men hvad er alternativet? Hvis man fortsat holder sig til det almindelige, åbenbart Christiansborg-sanktionerede, dobbeltkønnede forældremøde, har man så ikke netop bragt dette middelalderlige syn til udfoldelse i praksis, idet resultatet jo bliver, at kvinderne tier stille eller bliver væk?

Villy Søvndal ønsker ytringsfrihed, kønslig ligestilling, oplysning, politisk indflydelse, råderet over egen krop, og alt muligt andet godt og demokratisk for disse kvinder. Og han under dem ikke disse goder ud fra deres køn, deres etnicitet, deres sociale baggrund, deres uddannelsesniveau, indkomst, religion eller andre kontingente faktorer, men ud fra deres menneskelighed slet og ret. Han vil ikke spille det etniske kort… Men helt ærligt, hvad er egentlig et menneske slet og ret?

For liberalismen – og åbenbart for Søvndal – er det en abstrakt enhed, der har det tilfælles med over 6 milliarder andre abstrakte enheder, at man blot, fra politisk hånd, skal give det præcis de samme principielle muligheder som disse over 6 milliarder andre; så vil denne abstrakte enhed blive til inkarnationen af de ønskede demokratiske goder.

Men er vores tilfælde med de muslimske mødre ikke et glimrende eksempel på, at abstrakte politiske rettigheder altid spiller sammen med en mængde specifikke sociale forhold? En abstrakt ytringsfrihed for eksempel, som der er politisk konsensus om, er vel ikke meget værd, hvis den alligevel sætter én i en konkret situation, som gør det socialt umuligt at udtale sig?

Dette er vel grunden til at socialismen, med dens materialistiske, marxistiske etc. baggrund, traditionelt har været overordentlig bevidst om, at hvis man vil have konkret lighed for konkrete mennesker, bliver man nødt til fra politisk hånd at tage højde for deres sociale forhold – og altså principielt gøre forskel på folk.

I denne uge har Villy Søvndal altså, midt i kapløbet for at tage størst mulig afstand fra samfundets forkasteligheder, taget den ultimative afstand fra den socialistiske arv.