Vækst og Racisme

DR2′s Deadline tog i går aftes, i anledning af den forestående racisme-retssag mod DF’s Jesper Langballe, fat i den principielle diskussion omkring straffelovens § 266 b – også kaldet Racismeparagraffen eller Diskriminationsparagraffen.

For god ordens skyld bringer jeg paragraffen i fuld længde:

 ”§ 266 b: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2: Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Inviteret til debat i studiet var Zenia Stampe, næstformand for Det Radikale Venstre, og Jacob Mchangama, chefjurist i den liberale tænketank CEPOS.

Positionerne var nogenlunde som følger:

Stampe: Paragraffen bør bevares, fordi den dæmmer op for, at der kan spredes løgne om etniske eller seksuelle minoriteter – løgne som vil kunne forårsage voldshandlinger fra godtroende befolkningsmedlemmers hånd, hvilket vel at mærke ville finde sted, her og nu, hvis ikke racismeparagraffen gjaldt.

Mchangama: Paragraffen bør afskaffes, fordi den bedst mulige måde at sikre fornuftig opførsel hos befolkningen er at lade den offentlige debat udfolde sig så frit som muligt. Der vil nemlig altid være en god og fredselskende majoritet, til at sætte de rabiate (racistiske) minoriteter på plads. Man bør stole på den almindelige danskers iboende fornuft.

I parentes bemærket var det sjovt at se, hvordan de to debattører stilmæssigt syntes at inkarnere henholdsvis den hede patos og den kølige fornuft, de hver især mener, befolkningen primært er modtagelig for.

På indholdsiden må man mod Stampes position for det første indvende, at paragraffen faktisk slet ikke forholder sig til sandhedsværdien i den type udsagn, den refererer til. § 266 b tillader os, isoleret set, at lyve så meget og så stærkt vi lyster. Det, det drejer sig om, er den værdimæssige ladning i udsagn, der baserer sig på etniske eller seksuelle grupperinger.

Derudover kan man stille spørgsmålstegn ved Stampes formodning om, at paragraffens fravær her og nu, ville gøre den store forskel (ud over manglende motivation for debatter som den aktuelle). I den forbindelse kan man give Mchangama medhold i, at der – igen, her og nu – eksisterer en befolkningsmæssig majoritet, hvis begreb om politisk korrekthed får dem til spontant at sætte racistiske agitatorer på plads. Stemningen i den brede befolkning er simpelthen sådan, at der fx trods alt ikke er det store læs stemmer at hente gennem retorisk eksplicit racediskrimination.

Når dette er sagt, er der alligevel det at tilføje, at Mchangama ikke blot konstaterer, at den nævnte politisk korrekte majoritet eksisterer. Han har også en ide om, hvorfor den eksisterer – hvad dens basis er. Ifølge ham – og idet han følger sit liberal(istisk)e bagland – eksisterer den antiracisitke majoritet som følge af den åbne og frie debat, hvor den almindelige danskers (og måske endda den alment menneskelige) iboende fornuft kommer til udtryk. Der findes måske nok spredte, gådefulde undtagelser (Jonni Hansen kommer på tale) hvis fornuft af forskellige ulykkelige årsager er hæmmet i sin udfoldelse, men selve fornuftens overordnede sejr er sikret, så længe der ikke lægges autoritære bånd på den.

Andy Warhol: "Little Race Riot" (1964)

Min påstand er, at den politiske korrekthed, når det kommer til raceanliggender, ikke er et åndeligt karaktertræk ved den frit udfoldede menneskelige tanke, men at den har sin materielle og økonomiske basis. En signifikant del af befolkningen er i stand til at tænke med (teoretisk) overskud på etniske minoriteter, fordi vi lever under omstændigheder, der gør os optimistiske mht. vores jagt på profit eller lykke. Vi tror på, at vi er del af en vækstdynamik, der bærer os stadig nærmere den materielle lykke, og vi tror på, at det er vores egen skyld, hvis vi som enkeltindivider skulle falde uden for denne dynamik. Med andre ord er der tilstrækkelig mange af os, der ikke har brug for en syndebuk. Vi tror på, at lykkens objekt er derude; er tilgængeligt for os – og derfor behøver vi ingen til at fortælle os, hvem der har taget det fra os.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at der findes utallige manifestationer af racisme i befolkningen; gerne koncentreret i grupperinger, der kæmper med følelser af materiel eller kulturel underlegenhed – hvor der med andre ord faktisk er brug for en syndebuk.

Ydermere må vi spørge os selv, om CEPOS-drømmen om den evige vækst og jagt på profit kan og bør lade sig realisere fremover, og om hvad konsekvenserne bliver hvis vi – frivilligt eller tvungent – forlader den. Min egen opfattelse af racismeparagraffen er den, at der er tale om en stopklods, som ikke har den store aktualitet nu og her (om end vi selvfølgelig må holde den i live i tilfælde som Langballes), men som er vigtig at have i baghånden, den dag der bliver økonomisk basis for en bred og effektiv racistisk propagandavirksomhed.

Med andre ord: Hvis (og forhåbentlig når) vi en dag indser, at vi ikke ubegrænset kan kanalisere vores begær efter lykke ud i forbrugets metafysiske vækstbobbel, får vi nok brug for mere håndfaste måder at regulere kampen om materielle goder. Når først de materielle interesser for alvor og over en bred kam støder sammen, kan det godt være, solidariteten (med minoritetsgrupper) får brug for en hjælpende hånd.

Der er jo trods alt grupper, der, med større sandsynlighed end andre, vil stå for skud, når det gælder at finde ud af, hvem der har taget vores arbejde, vores kvinder eller vores sammenhængskraft.

Det dér med at Gud er død… (Del 1)

 

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900) - Portrætteret af Edvard Munch

Men da Zarathustra var alene, talte han således til sit hjerte: ”Skulle det da være muligt! Denne gamle hellige har, ude i sin skov, endnu intet hørt om, at Gud er død!” - Friedrich Nietzsche: Således Talte Zarathustra – (min oversættelse)

Ja, således talte Zarathustra, og således skrev Nietzsche – og ja, det er primært disse linjer, der refereres til, når man taler om Nietzsches aflivning af Gud. Proklamationen er central for hans (altså Nietzsches) forfatterskab og filosofi, men hvad mener han i grunden med den?

Mange opfatter umiddelbart Guds-nekrologen som et antireligiøst eller ateistisk projekt; en påstand om, at de monoteistiske religioners skabende og lovgivende Gud ikke findes. Dette er måske nok også en del af Nietzsches pointe, men det er i hvert fald ikke det radikalt nye ved den. Helt tilbage i renæssancen, og måske endda før, havde man fået adskilt den skabende Gud tilstrækkeligt fra universets urværk, til at man – hvis man vel at mærke var fri for kirkens politiske indflydelse – så sig i stand til at strege Gud fra regnskabet. Med andre ord var ateismen allerede, teologisk set, en gammel sang på Nietzsches tid.

Gud, Fornuft, Vilje

Så vidt jeg forstår Nietzsche, er hans påstand mere snævert filosofisk. Den er et opgør med oplysningstidens forsøg på at bygge et borgerligt samfund på den antagelse, at alle mennesker er i besiddelse af den samme, universelle fornuft, som gør at vi alle erkender verden ens, og at vi alle, hvis vi tænker grundigt over sagen, er enige om, hvad der er rigtigt og forkert. For Nietzsche at se er både vores begreber og vores værdier altid opstået i konkrete samfund, på specifikke historiske tidspunkter og i bestemte situationer. Forskellige menneskers og forskellige samfunds begreber og værdier har altså vidt forskellige tilblivelseshistorier, og der er derfor ingen garanti for at de skulle være ens (- faktisk er det ganske tydeligt at de i virkeligheden er meget forskellige – mennesker bliver jo ofte uenige om et og andet).

At tro på en uforanderlig fornuft og moral i mennesket, er det samme som at tro på en Gud, hvis eksistens ikke kan bevises, men kun formodes. Den moderne filosofi, før Nietzsche, havde flyttet naturens eller universets rationelle love ind i mennesket selv, og gjort dem til erkendelsens og moralens love. Nietzsche skønnede at hans samtid var moden til dernæst at indse, at fornuften og moralen ikke følger nogen guddommelige love, men at mennesket derimod er i besiddelse af en vilje til at ordne universets kaos, og til at skabe sociale værdier. Denne vilje udmønter sig ikke i en forudbestemt fornuft, men rummer potentialet for en uendelig mangfoldighed af verdenssyn og værdisæt.

Hvad skal det til for?

Den mest solidariske beskrivelse Nietzsches dagsorden må være den, at han ville have os til at genfinde vores vilje til at skabe; til aktivt at forme verden som vi ønsker den, i stedet for at lade menneskeånden reduceres til den blotte fastholdelse af det minimum, de fleste kan blive enige om. Den guddommelige fornuft svarer for Nietzsche blot til den laveste fællesnævner.

Er dette en demokratisk tanke? Absolut ikke! Har det noget med fred og harmoni at gøre? Givetvis heller ikke. Alligevel er disse tanker svære at ryste af sig, nu hvor vi har gennemlevet det 20. århundredes globalisering. Har vi ikke yderligere fået styrket mistanken om, at menneskeheden er alt for forskelligartet en størrelse, til at den skulle kunne gå op i en højere enhed? Eller måske har vi bare fået en fornemmelse af, at en sådan enhed altid vil være en bestemt (stærk) gruppe menneskers idé om, hvad det er, vi alle burde have tilfælles.

Uanset hvordan vi hver især intuitivt måtte reagere på Nietzsche tanker (som unægtelig, for en stor dels vedkommende, er formuleret både rabiat og utrolig patetisk), så vil jeg mene at hans værker er et unikt udgangspunkt for at tænke forskellighed, mangfoldighed og, ikke mindst, uenighed – hvilket vi nok alligevel ikke kommer uden om.

Sidespor

Men det var jo slet ikke det, vi kom fra! Det var det med Guds død. Jeg er nok ikke den eneste, der i mange år hørte rygterne om dette foruroligende dødsfald, og følte mig instinktivt udfordret på min personlige Gudstro. Og vi har vel egentlig ikke fået afklaret, hvad konsekvenserne er for en religiøs kristen tro på Gud… det må der kigges nærmere på. Men ikke i dag. Dette indlæg er mere end langt og tørt nok nu.

Men jeg lover, at en fortsættelse følger.