Liberalistisk Folkeparti

 

”[J]eg har brugt hele mit politiske liv til at kæmpe for, at vi ikke vurderede mennesker på hverken etnicitet og religion”.

”Jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde vil ‘spille det etniske kort’ som formand for SF”.

 - Villy Søvndal i Information d. 6/2

Således forsvarer Villy Søvndal sig, over for Informations udsendte medarbejder, mod diverse anklager om, at han skulle have udtalt sig forhastet om Holbergskolens planlagte café-møde for elevernes mødre – dvs. et møde hvor fædre er forment adgang.

Efter sigende har ledelsen ved Holbergskolen planlagt et møde, som skulle fremme både integrationen og kommunikationen med elevernes hjem, i og med at man kunne få kvinder i tale, som i de fleste andre sammenhænge ville holde sig tilbage og lade mændene føre ordet – eller slet og ret holde sig væk. Søvndal beklager, at han er offer for den misforståelse, at man skulle have indført kønsopdeling ved skolens regulære forældremøder – hvilket altså ikke er tilfældet, idet det planlagte møde er et selvstændigt initiativ, uafhængigt af det gængse forældremøde. Med forbehold for denne misforståelse siger Søvndal:

”Når det bliver sagt, at kvinder ikke kan deltage i et forældremøde, fordi de ikke må være sammen med andre mænd, så synes jeg, at det er et middelalderligt syn på forholdet mellem mænd og kvinder”.

En sådan holdning er Søvndal givetvis langtfra, blandt danskere, alene om. Det, man kan undre sig over, er det gennemgribende liberalistiske friheds- og lighedsbegreb, der synes at komme til udtryk i kritikken fra formanden for Socialistisk Folkeparti.

For lad os nu forestille os, bare for et øjeblik, at der faktisk var tale om kønsopdeling ved det klassiske, orienterende og beslutningsdygtige forældremøde. Det er selvfølgelig groft urealistisk; det er simpelthen for politisk ukorrekt til at kunne lade sig gøre, men alligevel ser det ud til at kunne betale sig for en partiformand at udtale sig om muligheden.

Altså, tankeeksperiment, sæt i værk:

Man konstaterer i skoleledelsen, at de fleste mødre af muslimsk baggrund ved forældremøderne enten forholder sig tavse eller overlader det til elevens fader overhovedet at dukke op til møderne. Man mistænker at denne tendens for en stor del har at gøre med tilstedeværelsen af mænd, og derfor beslutter man at holde to separate møder: et for mødre og et for fædre – eller måske endda det utænkeligt skævvredne: et for mødre og et for forældre af begge køn.

Hvad har man så gjort, ifølge Søvndal? Man er åbenbart gået ind på det omtalte ”middelalderlige syn på forholdet mellem mænd og kvinder”. Et knæfald for muslimsk kultur, som det hedder ifølge den generelle DF-retorik. Men hvad er alternativet? Hvis man fortsat holder sig til det almindelige, åbenbart Christiansborg-sanktionerede, dobbeltkønnede forældremøde, har man så ikke netop bragt dette middelalderlige syn til udfoldelse i praksis, idet resultatet jo bliver, at kvinderne tier stille eller bliver væk?

Villy Søvndal ønsker ytringsfrihed, kønslig ligestilling, oplysning, politisk indflydelse, råderet over egen krop, og alt muligt andet godt og demokratisk for disse kvinder. Og han under dem ikke disse goder ud fra deres køn, deres etnicitet, deres sociale baggrund, deres uddannelsesniveau, indkomst, religion eller andre kontingente faktorer, men ud fra deres menneskelighed slet og ret. Han vil ikke spille det etniske kort… Men helt ærligt, hvad er egentlig et menneske slet og ret?

For liberalismen – og åbenbart for Søvndal – er det en abstrakt enhed, der har det tilfælles med over 6 milliarder andre abstrakte enheder, at man blot, fra politisk hånd, skal give det præcis de samme principielle muligheder som disse over 6 milliarder andre; så vil denne abstrakte enhed blive til inkarnationen af de ønskede demokratiske goder.

Men er vores tilfælde med de muslimske mødre ikke et glimrende eksempel på, at abstrakte politiske rettigheder altid spiller sammen med en mængde specifikke sociale forhold? En abstrakt ytringsfrihed for eksempel, som der er politisk konsensus om, er vel ikke meget værd, hvis den alligevel sætter én i en konkret situation, som gør det socialt umuligt at udtale sig?

Dette er vel grunden til at socialismen, med dens materialistiske, marxistiske etc. baggrund, traditionelt har været overordentlig bevidst om, at hvis man vil have konkret lighed for konkrete mennesker, bliver man nødt til fra politisk hånd at tage højde for deres sociale forhold – og altså principielt gøre forskel på folk.

I denne uge har Villy Søvndal altså, midt i kapløbet for at tage størst mulig afstand fra samfundets forkasteligheder, taget den ultimative afstand fra den socialistiske arv.

Det dér med at Gud er død… (Del 2)

 

Gianni Vattimo (f. 1936)

 

For et par indlæg siden kiggede vi lidt på Nietzsches proklamation af Guds død. I den forbindelse lovede jeg at komme nærmere ind på, hvad disse tanker betyder for en personlig kristen tro på Gud. Hermed følger mit forsøg på at holde, hvad jeg har lovet, men i den forbindelse må vi have en ny spiller på banen:

 

“[T]he death of God about which Nietzsche speaks is the death of Christ on the cross. Why? Because it is exactly after Christianity, or the event of Christianity, that it becomes possible no longer to believe the classical, rational gods of the Greeks.”

- Gianni Vattimo, “A Prayer for Silence”.

I modsætning til Nietzsche lever Gianni Vattimo i bedste velgående. Han er en prominent Italiensk filosof, tidligere medlem af Europaparlamentet, og desuden bekender han sig som troende katolik. Og ja, så står han bag ovenstående påstand: Når Nietzsche påstår at Gud er død, er det i fuld overensstemmelse med den Kristne overlevering om, at Jesus Kristus, det inkarnerede gudsord, døde offerdøden på et kors.

Som citatet antyder skelner Vattimo mellem grækernes guder og den kristne Gud. Så langt kan de fleste af os nok være med. For Vattimo handler det dog ikke kun om at grækerne havde flere guder end de kristne, og at disse mange guder var lidt mere menneskelignende end Hærskarers Herre, Jehovah eller hvad vi nu vælger at kalde ham. Det væsentlige er snarere, at man kan skelne mellem to kilder til den kristne kulturkreds, nemlig den jødiske og den græske. Vattimo mener så, at begge disse kilder har formet det kristne gudsbegreb, og at det Nietzsche egentlig gør, er at frasortere den græske andel af dette gudsbegreb.

Metafysikkens Gud

Aristoteles (384-322 fvt.)

Det kræver vist en nærmere forklaring: Vattimo mener (i skarp efterfølgelse af Martin Heidegger) at Vesten eller Kristenheden fra grækerne – og især fra filosoffen Aristoteles – har arvet det metafysiske verdensbillede. Det metafysiske verdensbillede indebærer, at den menneskelige erkendelse af verden slet og ret består i det at forstå, hvordan tingene ude i verden nu engang forholder sig. Under den tilsyneladende konstante forandring i verdens tilstande, gemmer der sig en eviggyldig struktur, som er sandheden om tingene. Enhver ting har, ud over sine mangfoldige egenskaber, en kerne, som bærer disse egenskaber og gør at egenskaberne tilsammen tæller for en ting. Sandhed betyder altså, metafysisk set, det som stemmer overens med tingenes grundlæggende essenser.

For Aristoteles og hans metafysik at se må der også eksistere en helt grundlæggende ting, som ikke bærer nogen specifikke egenskaber, men som blot er defineret ved selve det at eksistere som ting, og som danner grundlag for hele verdens hierarki af mere eller mindre specifikt definerede ting. Denne super-ting (eller boss-ting, hvis man er til arkade-skyd-alting-i-smadder-fra-et-lille-rumskib-spil) er Gud. Det, at Aristoteles’ Gud er helt uspecificeret, betyder at han er en logisk konsekvens af Aristoteles’ måde at systematisere verden på. Han er slet og ret til for at godtgøre, at der overhovedet skulle være et system, som den menneskelige erkendelse kan nå ind til – og at det altså ikke er mennesket, der med sine ord og begreber skaber et system i verdens totale kaos af kvaliteter.

Det er denne Gud, Nietzsche slår ihjel, og det netop for at sige (mon vi kan gætte det?): at det er mennesket, der med sine ord og begreber skaber et system i verdens totale kaos af kvaliteter. Der er ikke nogen bagvedliggende struktur, som man kan nå ind til og indrette sig efter. Eller anderledes formuleret: der er ikke noget, der er naturligt; mennesket er på radikal vis nødt til at opfinde sig selv og sin position i verden.

Gud forlader sig selv

 

Vattimos store pointe er, at selv om grækernes metafysiske Gud er død – og det er han – så sætter det ikke kristendommens gudsbegreb ud af kraft; i hvert fald ikke den del af det, som er radikalt ny i forhold til det græske. Kristendommens Gud vælger at fornedre sig og blive menneske. Allerede dér gives der en ny form for værdighed til menneskets begrænsethed og ufuldstændige forståelse af verden.

Ydermere oplever Gud, inkarneret i Jesus Kristus, at han ikke kan finde ind til sin egen metafysiske sandhed, idet han, under sine pinsler på korset, siger til sig selv: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.

Sidst, men ikke mindst, efterfølges Kristi død og opstandelse af Helligåndens udgydelse på Pinsedagen. Her tager Kristendommens Gud bolig i uperfekte mennesker, og lader derved sin sandhed være en sandhed som vi mennesker producerer ved at fortolke vores egne vilkår.

Det er klart, at traditionelle doktriner om Helligånden siger, at Ånden blot foranlediger, at vi finder ind til en sandhed, som fra evighed er givet af Gud Fader. Men for Vattimo er netop denne fra evighed givne sandhed et levn fra grækernes Gud. Den kristne Gud er ikke grundlag for tingenes eviggyldige tilstand. Han er derimod en Gud, som er bundet til en bestemt historisk begivenhed, nemlig til fremkomsten af Kristi person og lære.

Den svage Gud

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900)

Dette betyder, ifølge Vattimo, ikke blot at en eviggyldig sandhed afsløres på et bestemt tidspunkt i historien, men snarere at den kristne kultur bliver i stand til at fortolke sig selv som den bedst mulige fortolkning af verden, på trods af at den er bevidst om at være en fortolkning (som er opstået på et bestemt tidspunkt i historien). Kristendommens Gud (dvs. Kristus) ophøjer den menneskelige fortolkning til guddommelig status, og grundlægger derved den kristne kultur som en gæstfri kultur, som med frimodighed tør hævde og forsvare en mængde forskellige kulturers og religioners ret til at udfolde sig sideløbende.

Med andre ord har Nietzsche påpeget eller udløst et potentiale, som hele tiden har ligget implicit i kristendommen som religion, nemlig sekulariseringen. Den græsk-metafysiske Gud, med hans tvingende nødvendige sandheds-struktur, skulle dø for at kristendommens favnende, tvivlende, underdanige Gud, hvis eneste sandhed er andre sandheders ret, kunne indtage scenen. Vattimo hævder selv, at Nietzsche viste ham vejen tilbage til kristendommen som den religion, der, hvis man vil være konsekvent over for dens budskab, underminerer enhver fundamentalisme.

Nietzsche ville givetvis blive tosset over udlægningen, men han kunne trods alt heller ikke se, hvordan verden skulle udvikle sig efter hans sammenbrud og død. Udlægningens konsekvens for Vesten er, at valget ikke står mellem religion og sekularisering – sekulariseringen er en konsekvens af den kristne religion. I stedet er det store spørgsmål , hvorvidt man tiltror den sekulariserede og sekulariserende kristendom rollen som verdens velgører, eller om man ønsker en ganske anden udgang fra Vestens religiøse stadium.

Det dér med at Gud er død… (Del 1)

 

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900) - Portrætteret af Edvard Munch

Men da Zarathustra var alene, talte han således til sit hjerte: ”Skulle det da være muligt! Denne gamle hellige har, ude i sin skov, endnu intet hørt om, at Gud er død!” - Friedrich Nietzsche: Således Talte Zarathustra – (min oversættelse)

Ja, således talte Zarathustra, og således skrev Nietzsche – og ja, det er primært disse linjer, der refereres til, når man taler om Nietzsches aflivning af Gud. Proklamationen er central for hans (altså Nietzsches) forfatterskab og filosofi, men hvad mener han i grunden med den?

Mange opfatter umiddelbart Guds-nekrologen som et antireligiøst eller ateistisk projekt; en påstand om, at de monoteistiske religioners skabende og lovgivende Gud ikke findes. Dette er måske nok også en del af Nietzsches pointe, men det er i hvert fald ikke det radikalt nye ved den. Helt tilbage i renæssancen, og måske endda før, havde man fået adskilt den skabende Gud tilstrækkeligt fra universets urværk, til at man – hvis man vel at mærke var fri for kirkens politiske indflydelse – så sig i stand til at strege Gud fra regnskabet. Med andre ord var ateismen allerede, teologisk set, en gammel sang på Nietzsches tid.

Gud, Fornuft, Vilje

Så vidt jeg forstår Nietzsche, er hans påstand mere snævert filosofisk. Den er et opgør med oplysningstidens forsøg på at bygge et borgerligt samfund på den antagelse, at alle mennesker er i besiddelse af den samme, universelle fornuft, som gør at vi alle erkender verden ens, og at vi alle, hvis vi tænker grundigt over sagen, er enige om, hvad der er rigtigt og forkert. For Nietzsche at se er både vores begreber og vores værdier altid opstået i konkrete samfund, på specifikke historiske tidspunkter og i bestemte situationer. Forskellige menneskers og forskellige samfunds begreber og værdier har altså vidt forskellige tilblivelseshistorier, og der er derfor ingen garanti for at de skulle være ens (- faktisk er det ganske tydeligt at de i virkeligheden er meget forskellige – mennesker bliver jo ofte uenige om et og andet).

At tro på en uforanderlig fornuft og moral i mennesket, er det samme som at tro på en Gud, hvis eksistens ikke kan bevises, men kun formodes. Den moderne filosofi, før Nietzsche, havde flyttet naturens eller universets rationelle love ind i mennesket selv, og gjort dem til erkendelsens og moralens love. Nietzsche skønnede at hans samtid var moden til dernæst at indse, at fornuften og moralen ikke følger nogen guddommelige love, men at mennesket derimod er i besiddelse af en vilje til at ordne universets kaos, og til at skabe sociale værdier. Denne vilje udmønter sig ikke i en forudbestemt fornuft, men rummer potentialet for en uendelig mangfoldighed af verdenssyn og værdisæt.

Hvad skal det til for?

Den mest solidariske beskrivelse Nietzsches dagsorden må være den, at han ville have os til at genfinde vores vilje til at skabe; til aktivt at forme verden som vi ønsker den, i stedet for at lade menneskeånden reduceres til den blotte fastholdelse af det minimum, de fleste kan blive enige om. Den guddommelige fornuft svarer for Nietzsche blot til den laveste fællesnævner.

Er dette en demokratisk tanke? Absolut ikke! Har det noget med fred og harmoni at gøre? Givetvis heller ikke. Alligevel er disse tanker svære at ryste af sig, nu hvor vi har gennemlevet det 20. århundredes globalisering. Har vi ikke yderligere fået styrket mistanken om, at menneskeheden er alt for forskelligartet en størrelse, til at den skulle kunne gå op i en højere enhed? Eller måske har vi bare fået en fornemmelse af, at en sådan enhed altid vil være en bestemt (stærk) gruppe menneskers idé om, hvad det er, vi alle burde have tilfælles.

Uanset hvordan vi hver især intuitivt måtte reagere på Nietzsche tanker (som unægtelig, for en stor dels vedkommende, er formuleret både rabiat og utrolig patetisk), så vil jeg mene at hans værker er et unikt udgangspunkt for at tænke forskellighed, mangfoldighed og, ikke mindst, uenighed – hvilket vi nok alligevel ikke kommer uden om.

Sidespor

Men det var jo slet ikke det, vi kom fra! Det var det med Guds død. Jeg er nok ikke den eneste, der i mange år hørte rygterne om dette foruroligende dødsfald, og følte mig instinktivt udfordret på min personlige Gudstro. Og vi har vel egentlig ikke fået afklaret, hvad konsekvenserne er for en religiøs kristen tro på Gud… det må der kigges nærmere på. Men ikke i dag. Dette indlæg er mere end langt og tørt nok nu.

Men jeg lover, at en fortsættelse følger.

 

Marked og Ytringsfrihed

Arek Onyszko er fodboldspiller. I denne egenskab var han indtil for nylig ansat hos FC Midtjylland. Derudover har han skrevet en bog. Den hedder Fucking Polak og indeholder angivelig nogle mindre reflekterede anti-homoseksuelle ytringer.

På grundlag af disse passager valgte fodboldklubben at fyre Onyszko, med den officielt tilknyttede forklaring, at man ville udrydde homofobi fra sin midte.

I Dagbladet Information, 6. november, påpeger Anders Haahr Rasmussen, at Onyszko ikke er et holdningsmæssigt særtilfælde, men at han blot eksplicit har formuleret den danske fodboldkulturs gennemgribende, men oftest offentligt fortiede, homofobi. Ifølge Rasmussen er det simple forretningshensyn, der ligger bag fyringen af Onyszko. Hans image er ganske enkelt ikke rentabelt længere. Dette har ikke noget at gøre med Onyszkos indsats i arbejdstiden, men derimod med ting han har foretaget sig ved siden af sin fodboldkarriere – i sin fritid.

Overordnet set er Onyszkos tilfælde langt fra enestående. Der lader ikke rigtig til at være nogen offentlig instans, der forhindrer at man bliver fyret på grund af lovlig aktivitet uden for arbejdstiden.

Jeg er egentlig interesseret i, hvori vores nok så berømte ytringsfrihed består, hvis man, i stedet for at blive frihedsberøvet af staten, blot kan blive frataget sin levevej af en privat instans, når man udtaler sig politisk ukorrekt.

Vore dyrebare frihedsrettigheder bunder for en stor del i oplysningstænkernes indsats for individets autonomi i handling, tale og, ikke mindst, tanke. Immanuel Kant skriver i sin tekst Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? (Besvarelse af Spørgsmålet: Hvad er Oplysning?), at en grundforudsætning for den oplyste frigørelse er adskillelsen af en offentlig sfære fra en privat.

Den private sfære: Det der vedrører den enkeltes embede. Inden for dette område må friheden gerne indskrænkes, således at man kun må handle og udtale sig, som det sig hør og bør for éns stilling.

Den offentlige sfære: Det rum hvori den enkelte færdes uden for sit erhverv. Her er det statens opgave at varetage den enkeltes mulighed for at tænke, tale og i vid udstrækning handle, som han vil. Det er i offentligheden at den enkelte er myndiggjort. Det er på den offentlige scene at den frie samtale, og dermed også den selvstændige tanke fremkommer. En beskyttet offentlig sfære er med andre ord nødvendig for et faktisk fungerende demokrati, hvor det er borgernes respektive oplyste meninger, der har politisk indflydelse.

Det kan virke underligt for os, at éns arbejde skulle være det private, for er det ikke netop som privatperson, at jeg burde være i stand til at udtale mig frit? Men alligevel har Kant måske fat i noget, for er det ikke netop sådan, at det, i vore dage, er private markedsinteresser, der styrer vores skæbne på arbejdsmarkedet?

Ydermere er det svært at se, hvor den offentlige sfære overhovedet er blevet af. Giver det mening at snakke om myndiggørelse, frihed og – ja, oplysning, når markedets privatsfære kan reducere vores offentlige ansigt til et image, som har større eller mindre markedsværdi?