Sympati for Selvmordsmartyriet?

Nidal Malik Hassan

Når radikale muslimer/islamister går til voldelige yderligheder, skyldes det deres religiøse tilhørsforhold, som adskiller dem fra en række andre genkendelige minoriteter (sorte amerikanere, jøder, homoseksuelle), der velopdragent lader sig nøje med at appellere til offentlighedens sympati.

Christopher Hitchens

Omtrent sådan læser jeg Christopher Hitchens’ konklusion på sit indlæg Allahs amerikanske soldat i Information d. 20/11, angående major Nidal Malik Hassans nedskydning af 13 soldaterkammerater i Texas. Om de ”gode” minoriteter hedder det hos Hitchens: ”Men har nogen personer fra disse kategorier nogensinde reageret med massemord som svar? […] Ville de have opnået sympati og forståelse, hvis de havde gjort det?”

 Hitchens påviser – ganske overbevisende – en religiøst betonet drivkraft bag Hassans handling, og anklager Obama og hans administration for at neddysse opmærksomheden på disse forhold via formaninger om ikke at drage forhastede slutninger. Det primære problem ved denne offentlige håndtering synes, for Hitchens, at være, at den tenderer mod ”sympati og forståelse” for folk af Hassans specifikke type minoritet.

Hitchens ved, hvem vi er

Min anke mod Hitchens’ konklusion går ikke på, at den skulle være forhastet, for det er den ikke. Den er velunderbygget og velsagtens ganske korrekt, men samtidig malplaceret, unødvendig og ikke mindst vulgært idealistisk.

Hvorfor skal vi ikke have sympati med døds-majoren og hans slags? Det behøver vi åbenbart ikke, eftersom deres aggressioner angivelig ikke bunder i noget, vi har indflydelse på eller ansvar for, men derimod i ren og skær ekstrem religiøsitet. Dermed har vi fået samlet en stor mængde ubelejlige afvigere under en beroligende gruppebetegnelse og reduceret dem til deres grundlæggende idé eller essens: radikal islam.

Så belejlig er idealismen; den kan fortælle os, hvem folk i bund og grund er, og dermed fritage os for at overveje, hvordan de mon er blevet til dem, de er. Mange enkeltstående voldelige afvigere (tankerne falder på skolemassakrer som Columbine og Virginia Tech, samt på mere indadrettede tilfælde som Josef Fritzl) hensætter os til besværlige og foruroligende spekulationer over hvilke sociale, politiske og materielle omstændigheder, der mon skaber sådanne uhyrer. Vi kan ikke rigtig finde et entydigt label at sætte på deres form for afvigelse, og derfor bliver de genstand for – i hvert fald forsøg på – den af Hitchens forkætrede ”forståelse”.

 Og Gud da forbyde, at dette også skulle ske mht. Hassan og co., for når en gruppe vinder sympati og forståelse, så fører det jo til billigelse af deres handlinger, og dermed til optrapning af samme, ikke sandt, Hitchens?

Så hellere have en samlet fjendegruppe, som lader sig sammenligne med de andre klart definerede minoritetsgruppers eksemplariske velopdragenhed, således at vi andre enstemmigt kan råbe ad disse religiøse fanatikere, at de er forkert på den! Så holder de nok snart op med deres pjat, mon ikke, kære Hitchens?

Besværlig materialisme

Og ja, Christopher Hitchens, det er da utroligt, at de galninge ikke kan finde ud af det, når nu vi andre godt kan (altså undtagen dem, der ikke kan, forstås). Men uanset hvor fortrinligt religions-prædikatet passer på Nidal Malik Hassans verbale og fysiske ytringer – samt på martyriets mange kedelige fortilfælde – så tror jeg altså ikke, vi kommer uden om den slidsomme opgave, at forklare hvilke følelser og oplevelser denne hadske religiøsitet er udtryk for, samt af hvilke omstændigheder samme følelser og oplevelser undfanges.

Det kan meget vel være, at den historiske materialisme (dvs. marxismen) led nederlag i sit forsøg på at ophæve klassesamfundet via optimering af produktionsforholdene, og at Freud har vist os, at vi alle har vores at slås med, inderst inde, uanset hvor vi bor, og hvem der mobber og håner os. Alligevel tror jeg ikke, at vi, hvis vi vil skabe et bedre globalt samfund, kommer uden om den besværlige materialisme, som aldrig ved, hvem folk i bund og grund er, og som er tvunget til at overskue enorme mængder politiske, økonomiske, industrielle, geografiske og historiske forhold – for at kunne forstå de pludselige voldsudbrud, vi ser på overfladen. Er sådanne bestræbelser det samme som ”sympati”? Nuvel, så må jeg vel finde mig i at bære betegnelsen ”martyr-sympatisør”.