Det dér med at Gud er død… (Del 1)

 

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900) - Portrætteret af Edvard Munch

Men da Zarathustra var alene, talte han således til sit hjerte: ”Skulle det da være muligt! Denne gamle hellige har, ude i sin skov, endnu intet hørt om, at Gud er død!” - Friedrich Nietzsche: Således Talte Zarathustra – (min oversættelse)

Ja, således talte Zarathustra, og således skrev Nietzsche – og ja, det er primært disse linjer, der refereres til, når man taler om Nietzsches aflivning af Gud. Proklamationen er central for hans (altså Nietzsches) forfatterskab og filosofi, men hvad mener han i grunden med den?

Mange opfatter umiddelbart Guds-nekrologen som et antireligiøst eller ateistisk projekt; en påstand om, at de monoteistiske religioners skabende og lovgivende Gud ikke findes. Dette er måske nok også en del af Nietzsches pointe, men det er i hvert fald ikke det radikalt nye ved den. Helt tilbage i renæssancen, og måske endda før, havde man fået adskilt den skabende Gud tilstrækkeligt fra universets urværk, til at man – hvis man vel at mærke var fri for kirkens politiske indflydelse – så sig i stand til at strege Gud fra regnskabet. Med andre ord var ateismen allerede, teologisk set, en gammel sang på Nietzsches tid.

Gud, Fornuft, Vilje

Så vidt jeg forstår Nietzsche, er hans påstand mere snævert filosofisk. Den er et opgør med oplysningstidens forsøg på at bygge et borgerligt samfund på den antagelse, at alle mennesker er i besiddelse af den samme, universelle fornuft, som gør at vi alle erkender verden ens, og at vi alle, hvis vi tænker grundigt over sagen, er enige om, hvad der er rigtigt og forkert. For Nietzsche at se er både vores begreber og vores værdier altid opstået i konkrete samfund, på specifikke historiske tidspunkter og i bestemte situationer. Forskellige menneskers og forskellige samfunds begreber og værdier har altså vidt forskellige tilblivelseshistorier, og der er derfor ingen garanti for at de skulle være ens (- faktisk er det ganske tydeligt at de i virkeligheden er meget forskellige – mennesker bliver jo ofte uenige om et og andet).

At tro på en uforanderlig fornuft og moral i mennesket, er det samme som at tro på en Gud, hvis eksistens ikke kan bevises, men kun formodes. Den moderne filosofi, før Nietzsche, havde flyttet naturens eller universets rationelle love ind i mennesket selv, og gjort dem til erkendelsens og moralens love. Nietzsche skønnede at hans samtid var moden til dernæst at indse, at fornuften og moralen ikke følger nogen guddommelige love, men at mennesket derimod er i besiddelse af en vilje til at ordne universets kaos, og til at skabe sociale værdier. Denne vilje udmønter sig ikke i en forudbestemt fornuft, men rummer potentialet for en uendelig mangfoldighed af verdenssyn og værdisæt.

Hvad skal det til for?

Den mest solidariske beskrivelse Nietzsches dagsorden må være den, at han ville have os til at genfinde vores vilje til at skabe; til aktivt at forme verden som vi ønsker den, i stedet for at lade menneskeånden reduceres til den blotte fastholdelse af det minimum, de fleste kan blive enige om. Den guddommelige fornuft svarer for Nietzsche blot til den laveste fællesnævner.

Er dette en demokratisk tanke? Absolut ikke! Har det noget med fred og harmoni at gøre? Givetvis heller ikke. Alligevel er disse tanker svære at ryste af sig, nu hvor vi har gennemlevet det 20. århundredes globalisering. Har vi ikke yderligere fået styrket mistanken om, at menneskeheden er alt for forskelligartet en størrelse, til at den skulle kunne gå op i en højere enhed? Eller måske har vi bare fået en fornemmelse af, at en sådan enhed altid vil være en bestemt (stærk) gruppe menneskers idé om, hvad det er, vi alle burde have tilfælles.

Uanset hvordan vi hver især intuitivt måtte reagere på Nietzsche tanker (som unægtelig, for en stor dels vedkommende, er formuleret både rabiat og utrolig patetisk), så vil jeg mene at hans værker er et unikt udgangspunkt for at tænke forskellighed, mangfoldighed og, ikke mindst, uenighed – hvilket vi nok alligevel ikke kommer uden om.

Sidespor

Men det var jo slet ikke det, vi kom fra! Det var det med Guds død. Jeg er nok ikke den eneste, der i mange år hørte rygterne om dette foruroligende dødsfald, og følte mig instinktivt udfordret på min personlige Gudstro. Og vi har vel egentlig ikke fået afklaret, hvad konsekvenserne er for en religiøs kristen tro på Gud… det må der kigges nærmere på. Men ikke i dag. Dette indlæg er mere end langt og tørt nok nu.

Men jeg lover, at en fortsættelse følger.

 

Sympati for Selvmordsmartyriet?

Nidal Malik Hassan

Når radikale muslimer/islamister går til voldelige yderligheder, skyldes det deres religiøse tilhørsforhold, som adskiller dem fra en række andre genkendelige minoriteter (sorte amerikanere, jøder, homoseksuelle), der velopdragent lader sig nøje med at appellere til offentlighedens sympati.

Christopher Hitchens

Omtrent sådan læser jeg Christopher Hitchens’ konklusion på sit indlæg Allahs amerikanske soldat i Information d. 20/11, angående major Nidal Malik Hassans nedskydning af 13 soldaterkammerater i Texas. Om de ”gode” minoriteter hedder det hos Hitchens: ”Men har nogen personer fra disse kategorier nogensinde reageret med massemord som svar? […] Ville de have opnået sympati og forståelse, hvis de havde gjort det?”

 Hitchens påviser – ganske overbevisende – en religiøst betonet drivkraft bag Hassans handling, og anklager Obama og hans administration for at neddysse opmærksomheden på disse forhold via formaninger om ikke at drage forhastede slutninger. Det primære problem ved denne offentlige håndtering synes, for Hitchens, at være, at den tenderer mod ”sympati og forståelse” for folk af Hassans specifikke type minoritet.

Hitchens ved, hvem vi er

Min anke mod Hitchens’ konklusion går ikke på, at den skulle være forhastet, for det er den ikke. Den er velunderbygget og velsagtens ganske korrekt, men samtidig malplaceret, unødvendig og ikke mindst vulgært idealistisk.

Hvorfor skal vi ikke have sympati med døds-majoren og hans slags? Det behøver vi åbenbart ikke, eftersom deres aggressioner angivelig ikke bunder i noget, vi har indflydelse på eller ansvar for, men derimod i ren og skær ekstrem religiøsitet. Dermed har vi fået samlet en stor mængde ubelejlige afvigere under en beroligende gruppebetegnelse og reduceret dem til deres grundlæggende idé eller essens: radikal islam.

Så belejlig er idealismen; den kan fortælle os, hvem folk i bund og grund er, og dermed fritage os for at overveje, hvordan de mon er blevet til dem, de er. Mange enkeltstående voldelige afvigere (tankerne falder på skolemassakrer som Columbine og Virginia Tech, samt på mere indadrettede tilfælde som Josef Fritzl) hensætter os til besværlige og foruroligende spekulationer over hvilke sociale, politiske og materielle omstændigheder, der mon skaber sådanne uhyrer. Vi kan ikke rigtig finde et entydigt label at sætte på deres form for afvigelse, og derfor bliver de genstand for – i hvert fald forsøg på – den af Hitchens forkætrede ”forståelse”.

 Og Gud da forbyde, at dette også skulle ske mht. Hassan og co., for når en gruppe vinder sympati og forståelse, så fører det jo til billigelse af deres handlinger, og dermed til optrapning af samme, ikke sandt, Hitchens?

Så hellere have en samlet fjendegruppe, som lader sig sammenligne med de andre klart definerede minoritetsgruppers eksemplariske velopdragenhed, således at vi andre enstemmigt kan råbe ad disse religiøse fanatikere, at de er forkert på den! Så holder de nok snart op med deres pjat, mon ikke, kære Hitchens?

Besværlig materialisme

Og ja, Christopher Hitchens, det er da utroligt, at de galninge ikke kan finde ud af det, når nu vi andre godt kan (altså undtagen dem, der ikke kan, forstås). Men uanset hvor fortrinligt religions-prædikatet passer på Nidal Malik Hassans verbale og fysiske ytringer – samt på martyriets mange kedelige fortilfælde – så tror jeg altså ikke, vi kommer uden om den slidsomme opgave, at forklare hvilke følelser og oplevelser denne hadske religiøsitet er udtryk for, samt af hvilke omstændigheder samme følelser og oplevelser undfanges.

Det kan meget vel være, at den historiske materialisme (dvs. marxismen) led nederlag i sit forsøg på at ophæve klassesamfundet via optimering af produktionsforholdene, og at Freud har vist os, at vi alle har vores at slås med, inderst inde, uanset hvor vi bor, og hvem der mobber og håner os. Alligevel tror jeg ikke, at vi, hvis vi vil skabe et bedre globalt samfund, kommer uden om den besværlige materialisme, som aldrig ved, hvem folk i bund og grund er, og som er tvunget til at overskue enorme mængder politiske, økonomiske, industrielle, geografiske og historiske forhold – for at kunne forstå de pludselige voldsudbrud, vi ser på overfladen. Er sådanne bestræbelser det samme som ”sympati”? Nuvel, så må jeg vel finde mig i at bære betegnelsen ”martyr-sympatisør”.

Muto

Tilbage i 1903 beskrev den tyske sociolog Georg Simmel storbyens betydning for den menneskelige psyke. For ham at se blev storbymennesket bombarderet med en så stor og så hektisk skiftende mængde indtryk, at følelseslivet slet ikke kunne følge med. Den følsomme sjæl blev tvunget til at forskanse sig bag ved en distancerende ydre skal, bevogtet af det beregnende intellekt, og omgangen med medmenneskene blev reduceret til kølig, fjendtligsindet konkurrence om at komme længst muligt forud for den anonymitet, som altid truede med at indhente og opsluge individet.

Dette billede genkender en middelklasse-københavner af den kreative klasse nok kun med omfattende modifikationer. Selv nærer jeg i hvert fald noget mere romantiske forestillinger omkring bylivet. Umiddelbart oplever jeg storbyens gadebillede som sprudlende og svulmende af en mangfoldig vitalitet, som netop bekræftes ved sine mange indbyrdes modstridende retninger.

 … og dog, måske er jeg bare forblændet af mit eget overskud. Måske har jeg hovedet for langt oven vande. Efter generationers overlevelse og delvis trivsel i bymiljøet, kan det være, jeg er fremstået som et produkt, der er så hærdet og distanceret, at jeg kynisk kan lade mig underholde af den kamp, Simmel beskriver. Og muligvis er det nødvendigt, at jeg bliver blottet og nådesløst konfronteret med livet som den kamp, det er, før end jeg egentlig kan fatte dets altid dyrekøbte pluralitet.

Men hvordan kommer man ud over sit eget billede af byen og livet (og af hvad som helst andet)? Måske skal jeg udsættes for noget i retning af det, Virginia Woolf påstår at opleve, så snart hun forlader sit hjem:

“The shell-like covering which our souls have excreted to house themselves, to make for themselves a shape distinct from others, is broken, and there is left of all these wrinkles and roughness a central oyster of perceptiveness, an enormous eye.”

 Og nu, hvor stemningen er etableret: BLUs stop motion-/animationsfilm Muto:

Her ser jeg livet mutere, kanaliseres, skifte form og løbe vild hen over byens mure, som overalt skyder op for at inddæmme og definere det som noget bestemt, eller lade det forsvinde uden for al social anerkendelse. BLUs figurer er altid forpinte; altid masochistisk på flugt fra deres alt for organiserede kroppe, som konstant trues af krystallisering.

Her ser jeg håbet om at der, et sted mellem myldretidsbølger og takttællende lyssignaler, måske gennem en underjordisk ruinpassage, måske op ad en forfalden fabriksbygnings usete bagvæg, finder en sejr sted, hvor livet glider fri, stikker af, slår sig løs – ”splintret som i tidsforskudte lyn”, for at lade Inger Christensen få det sidste ord (sikkert ikke for sidste gang).

Marked og Ytringsfrihed

Arek Onyszko er fodboldspiller. I denne egenskab var han indtil for nylig ansat hos FC Midtjylland. Derudover har han skrevet en bog. Den hedder Fucking Polak og indeholder angivelig nogle mindre reflekterede anti-homoseksuelle ytringer.

På grundlag af disse passager valgte fodboldklubben at fyre Onyszko, med den officielt tilknyttede forklaring, at man ville udrydde homofobi fra sin midte.

I Dagbladet Information, 6. november, påpeger Anders Haahr Rasmussen, at Onyszko ikke er et holdningsmæssigt særtilfælde, men at han blot eksplicit har formuleret den danske fodboldkulturs gennemgribende, men oftest offentligt fortiede, homofobi. Ifølge Rasmussen er det simple forretningshensyn, der ligger bag fyringen af Onyszko. Hans image er ganske enkelt ikke rentabelt længere. Dette har ikke noget at gøre med Onyszkos indsats i arbejdstiden, men derimod med ting han har foretaget sig ved siden af sin fodboldkarriere – i sin fritid.

Overordnet set er Onyszkos tilfælde langt fra enestående. Der lader ikke rigtig til at være nogen offentlig instans, der forhindrer at man bliver fyret på grund af lovlig aktivitet uden for arbejdstiden.

Jeg er egentlig interesseret i, hvori vores nok så berømte ytringsfrihed består, hvis man, i stedet for at blive frihedsberøvet af staten, blot kan blive frataget sin levevej af en privat instans, når man udtaler sig politisk ukorrekt.

Vore dyrebare frihedsrettigheder bunder for en stor del i oplysningstænkernes indsats for individets autonomi i handling, tale og, ikke mindst, tanke. Immanuel Kant skriver i sin tekst Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? (Besvarelse af Spørgsmålet: Hvad er Oplysning?), at en grundforudsætning for den oplyste frigørelse er adskillelsen af en offentlig sfære fra en privat.

Den private sfære: Det der vedrører den enkeltes embede. Inden for dette område må friheden gerne indskrænkes, således at man kun må handle og udtale sig, som det sig hør og bør for éns stilling.

Den offentlige sfære: Det rum hvori den enkelte færdes uden for sit erhverv. Her er det statens opgave at varetage den enkeltes mulighed for at tænke, tale og i vid udstrækning handle, som han vil. Det er i offentligheden at den enkelte er myndiggjort. Det er på den offentlige scene at den frie samtale, og dermed også den selvstændige tanke fremkommer. En beskyttet offentlig sfære er med andre ord nødvendig for et faktisk fungerende demokrati, hvor det er borgernes respektive oplyste meninger, der har politisk indflydelse.

Det kan virke underligt for os, at éns arbejde skulle være det private, for er det ikke netop som privatperson, at jeg burde være i stand til at udtale mig frit? Men alligevel har Kant måske fat i noget, for er det ikke netop sådan, at det, i vore dage, er private markedsinteresser, der styrer vores skæbne på arbejdsmarkedet?

Ydermere er det svært at se, hvor den offentlige sfære overhovedet er blevet af. Giver det mening at snakke om myndiggørelse, frihed og – ja, oplysning, når markedets privatsfære kan reducere vores offentlige ansigt til et image, som har større eller mindre markedsværdi?

Bogstavelighedens Spøgelse

Ind imellem bliver jeg anklaget for ikke at tro på Gud. Ikke rigtigt i hvert fald. Man vil måske indrømme mig, at jeg tror på ham i symbolsk forstand, i overført betydning, eller måske på ideen om Gud. Men jeg tror jo ikke på ham i bogstavelig forstand, indvender man. Ligesom jeg jo heller ikke tager Bibelens skrifter alvorligt, når jeg ikke læser dem bogstaveligt.

Fair nok, indvendingen er noteret – men før svaret kan falde, bliver jeg nødt til at indskyde et lille spørgsmål:

Hvad skal det overhovedet betyde, at noget tages bogstaveligt? Hvad er bogstavelighed?

Er det sådan, at ethvert ord har en central, oprindelig betydning, og at der dertil føjes lag på lag af associationer, som giver mulighed for metaforiske, symbolske og overførte betydninger?

Mig forekommer det snarere, at et ord, hver gang det bruges – dvs. hver gang nogen skriver, læser, siger, hører eller tænker ordet – udgør et citat af en mængde tidligere udsigelser af det samme ord, ved forskellige lejligheder. Eller med andre ord: at associationerne ikke er noget der føjes til et ords betydning, men at selve betydningen udgøres af en flerhed af associationer, dvs. erindringer der knyttes til brugen af netop dette ord. Ordet markerer en bestemt, ophobet erfaring, og for at to mennesker kan samtale, kræves det, at deres erfaringer, med de ord, de bruger, ikke ligger for langt fra hinanden. Ellers kommer de til at ”snakke forbi hinanden”; en oplevelse, som de fleste nok har haft – med mere eller mindre alvorlige følger.

Men hvis ordets betydning er sammensat af mange erfaringer, hvordan kan én af disse erfaringer da ophøjes til den primære – altså den bogstavelige?

Et eksempel: det danske substantiv (navneord) ”sten”.Vi har alle sammen erfaringer med sten. Vi kender stenens virkelighed fra forskellige situationer. Eller rettere, vi har alle haft oplevelser, hvortil vi fandt det rimeligt at knytte ordet ”sten”. Men hvilken sten er den bogstavelige sten?

Er det den sten, en syvårig pige tegner en hinkerude med på asfalten, hvorved hun håber, langt om længe at få selskab i legen? Er det den sten, slagteren bruger til at slibe sin kniv med, mens han spekulerer på, hvad han mon skal have til middag? Er det den sten, som afholder orienteringsløberen fra at sætte ny rekord, idet han må standse for at få den ud af sin sko? Eller stenen som jeg vejer i min hånd, mens mit blik driver sidelæns ud over vandet, og jeg drejer min skulder ned mod jorden for at opnå det vandrette spin, som kan få stenen til at hoppe hen over vandspejlet….

eller måske er det den sten, som få øjeblikke efter ryster hele Matthias’ kranium, slår hul på hans hovedbund, får hans knæ til at ekse og fylder hans hår med blod, fordi jeg har glemt at se mig for? Er det mon den sten, som haltende triller hen over asfalten, mens Lars går og tænker på, hvad hun mon mente med, at det var ”lige meget nu” – den sten som han netop har sparket til, men som han egentlig ikke er bevidst om, selv om han hører og ser den, og selv om den springer og slår mod alle hans tanker om hende?

Det er vel ikke så sært at vi, hvis vi beslutter os for at give én betydning/erfaring forrang for alle de andre, kommer op at skændes…

Man kunne nu kaste sig ud i en lignende vilkårlig opremsning af hypotetiske erfaringer, som nogen, på et eller andet tidspunkt, kunne have forbundet med navnet ”Gud”. Men jeg tror, der skal en større litterat til end mig for at yde den opgave retfærdighed. Jeg ville næsten føle, at jeg fór respektløst frem, hvis jeg gjorde forsøget.

I stedet vil jeg bare gentage mit spørgsmål i udvidet form:

Hvilken af de utallige erfaringer, der er knyttet til navnet Gud, skal have bogstavelighedens privilegium?

Hvem skal have lov at udøve bogstavelighedens magt, i udsigelsen af Guds navn, og i hævdelsen af sine erfaringer med den mængde sproglige udtryk, der er samlet under betegnelsen ”Bibelen”?